Det er ingen hemmelighed, at den nye ledelse i Manchester United i disse tider tænker over, hvordan man skal gribe situation omkring klubbens kommende stadion an.
Således er en arbejdsgruppe tidligere på året nedsat til at kigge ind i mulighederne, så man kan opnå målet om et stadion med plads til 100.000 tilskuer – et ‘Wembley of the North’. Hvad man vælger at gøre vil Sir Jim Ratcliffe have besluttet inden årets udgang.
Skulle klubben vælge at bygge et nyt stadion, vil det ifølge Daily Mail ikke gå ud over det nuværende Old Trafford fra 1910. Klubben ønsker nemlig at beholde det ikoniske stadion, men i en nedskaleret udgave, hvor der er plads til 30.000 tilskuer. Tanken er, at klubbens kvindehold og ungdomshold kan spille på denne bane og dermed få en mere permanent hjemmebane, samtidig med at herreholdet får et topmoderne stadion bag Stretford End. Dertil vil man ikke skulle ud og spille på en alternativ bane, mens byggeriet finder sted.
I en meningsmåling, hvor 30.000 fans har svaret, har holdningen om det skal være et nyt stadion eller en bevarelse af Old Trafford været fifty-fifty. Med den nye løsning vil man komme begge lejre i møde.
Konkret mener Daily Mail at vide, at man vil gøre Old Trafford til et et-plans stadion og bevare nuværende markeringer af klubbens historie såsom München-uret og tunnelen, der mindes flykatastrofen i 1958 og Trininty-statuen.
Planerne om det bedste fra de to verdener kræver ifølge avisen en stor økonomisk investering, da et nyt stadion alene vil koste 2 mia. pund og derfor er klubben ifølge avisen tvunget ud for at finde alternative løsninger, som f.eks. lån eller at sælge stadionnavnet, som Snapdragon er interesseret i.
Går alt efter planen vil et nyt stadion angiveligt stå færdigt i 2030.