Avis: United vil købe Hotel Football

Man har et standpunkt til man tager et nyt. Eller til man ser et projekt kaste penge af sig. United har i hvert fald ændret holdning til Hotel Football.

Manchester United er et af verdens største brands indenfor sportsverdenen, klubben tiltrækker den ene store sponsor efter den anden, og udnytter enhver lejlighed for at tjene penge. Men lige hvad angår projektet Hotel Football, er ikke klubbens fineste øjeblik.

I mange år har grunden overfor Old Trafford været ledig, uden klubben har udnyttet mulighederne ved dette. Nu ligger Hotel Football der så, blot et udspark fra Old Trafford. 130 hotelværelser, kælder til supporterne på kampdage, mulighed for at møde legender, fodbold på toppen og meget mere.

Manchester United var i mod planerne om hotellet, som Gary Neville og flere andre fra Class of 92 står bag. I lang tid forsøgte klubben at sætte en stopper for byggeriet, da man mente, det ville ødelægge udsigten ved stadion.

Hotellet er siden åbningen tidligere på året blevet en bragende succes, og det har man også fået øjnene op for i United. Angiveligt så meget, at Ed Woodward og Richard Arnold nu pusler med planer om at købe hotellet af Neville, Giggs, Butt, Scholes og co.

– Hotellet irriterer folk i United. Ikke så meget fordi det ikke lykkedes at stoppe projektet, men mere fordi man ikke selv fik øjnene op for det og selv skabte konceptet. Og hvis man arbejder på Old Trafford er det jo ikke ligefrem nemt at glemme det, for hver gang man kigger op fra skrivebordet, ser man over på hotellet, siger en kilde fra United til the Mail.

I følge avisen skulle United have henvendt sig til Neville og co tidligere på året, men blev dengang afvist. Hvorvidt et nyt bud vil blive accepteret er uvist, men Giggs og Neville regnes for forretningsfolk som kan se bort fra kærligheden til United, og skulle allerede gå med planer om at etablere endnu et hotel i centrum af Manchester, efter samme koncept som Hotel Football ved Old Trafford.

Forrige artikel

Agent: Firmino skal til England

Næste artikel

Andy Cole: Køb Sergio Aguero

ANNONCE