Manchester United startede bedst på Allianz Arena, da de allerede efter et minut bragte sig på 1-0. Nani blev nedlagt på kanten i kampens første angreb, og der blev dømt frispark til United. Det stod Nani selv for, og han lagde bolden ind i feltet. På vejen blev den rettet af og endte hos den fuldstændig udækkede Rooney, som flugtede kuglen op i nettaget.
En drømmestart for United, som forinden havde vundet deres seneste seks udekampe i Champions League.
Herefter fik Bayern overtaget og slap ikke grebet resten af kampen. Van der Sar måtte diske op med flere gode redninger for at holde tyskerne fra scoring, men med et kvarter igen gik det galt. Gary Neville begik et klodset frispark på kanten af feltet. Franck Ribéry gik til bolden og sendte den i nettet, efter Rooney uheldigt rettede den af.
I kampens tillægstid gik det helt galt for United. Forsvarsspillerne mistede bolden i eget felt i en situation, der ikke burde være blevet farlig. Det gav Ivica Olić en helt åben mulighed, og han missede ikke.
For at gøre ondt værre, så kunne de medrejsende fans se Rooney humpe fra banen efter kampen med en skade.
Bayern vinder 2-1, og alt er nu helt åbent forud for returopgøret i næste uge.