Begivenhedsrigt Carling Cup-avancement

Manchester United startede som ventet med et reservefyldt mandskab, med unge spillere som Ben Amos, Fabio da Silva, Chris Smalling, Gabriel Obertan,…

Manchester United startede som ventet med et reservefyldt mandskab, med unge spillere som Ben Amos, Fabio da Silva, Chris Smalling, Gabriel Obertan, Federico Macheda og ikke mindst Bébé fra start.

Den unge portugiser fik chancen fra start på højrekanten, og herfra skabte han kampens første mulighed, da han slog den fladt ind til Macheda, der dog afsluttede lige på keeperen.

Første halvleg var meget chancefattig, og det bølgede frem og tilbage uden en egentlig spilstyrer. Det var tydeligt, at gæsterne var kommet for at spille fodbold, men det kom først til at kunne mærkes efter pausen.

De to managers havde sagt noget af det rigtige til deres mandskaber i omklædningsrummene, for efter pausen gik begge hold ud til opgaven med fornyet energi og mere direkte og satsende spil.

Det gav hurtigt skudmuligheder til både Michael Carrick og Federico Macheda, men præcisionen manglede.

Ji-Sung Park fik kampens hidtil største chance, da Michael Carrick spillede ham helt fri alene med Hennessey, men keeperen blev den store i opgøret, da koreaneren afsluttede for svagt. Lige efter fik det tidligere Manchester United-talent, Sylvan Ebanks-Blake, et af flere muligheder, men heldigvis var han heller ikke for skarp.

Det var Bébé egentlig heller ikke, da han satte sin direkte opstander i feltet og forsøgte sig, men da hans markering var nået tilbage og tacklede hans afslutning hen over målmanden, var det sådan set ligegyldigt, for bolden gik ind og hjemmeholdet var i front. Det fejrede portugiseren med en lille dans, og tydelig glæde over sit første mål på førsteholdet.

Glæden blev dog kortvarig, da gæsterne svarede hurtigt igen med en scoring efter hjørnespark. Ben Amos kunne ikke komme ud til bolden, og trods protester om et muligt frispark, så holdte Elokobis udligning.

Det kom som et mindre chok for hjemmeholdet, for herefter var det Wolves der sad på det i en mindre periode. Stephen Hunt fik en kæmpe mulighed for at bringe sit hold i front, men fejlede fra få meters afstand.

Det skulle fandme være løgn tænkte Ji-Sung Park, da han tog skæbnen i egen hånd, og bragte bolden frem ad banen fra midten. Her spillede han Federico Macheda, der mistede den i fødderne på stadig fremstormende Park. Koreaneren tog et træk ind i banen mod venstre, og udplacerede Hennessey som om han aldrig havde lavet andet. En klasseaktion af ellers udskældte Ji-Sung Park.

Wolverhampton Wanderers var dog ikke lige til at lukke munden på, for de kæmpede upåagtede videre, og det bar frugt kort efter. Ebanks-Blake udnyttede et boldtab af Darron Gibson til, at finde Steven Fletcher i feltet, der prikkede den videre til Kevin Foley. Herfra udlignede Foley og Wolves endnu engang, og det lignede at kampen måtte ud i ekstra spilletid.

Det kunne Gabriel Obertan have forhindret kort efter, men franskmanden kunne netop ikke afslutte et ellers flot angreb. Lige inden havde Ebanks-Blake afsluttet på overliggeren, så det kunne have gået begge veje.

Men det kunne det aldrig da Javier Hernandez blev introduceret. Den nye publikumdarling bliver ved med at imponere, og selvfølgelig skulle han også ende som matchvinder denne gang.

Mexicaneren havde ikke de store problemer med, at sparke læderet bag målmanden efter at have rundet sin markering, og så var slutresultatet 3-2 en realitet.

I slutminuttet blev et af Manchester Uniteds største ungdomstalenter Ravel Morrison sat på banen, men ikke i tids nok til, at indgå i nogle aktioner. Det var dog måske en symbolsk indskiftning fra Ferguson, da der er høje forhåbninger til den unge engelske kantspiller.

Forrige artikel

Startopstillingen mod Wolves

Næste artikel

Owen advarer Chicharito

ANNONCE