Berbatov: City købte titlen

Manchester United er stadig Englands bedste hold og vil uden tvivl vælte Manchester City af pinden i næste sæson.  Sådan lyder det fra Dimitar Berbatov,…

Manchester United er stadig Englands bedste hold og vil uden tvivl vælte Manchester City af pinden i næste sæson. 

Sådan lyder det fra Dimitar Berbatov, der ikke har meget til overs for den blå side af byen. 

– City er mestre, men jeg mener, de købte sig til titlen. De har købt så mange spillere. Jeg er sikker på, at Manchester United kommer tilbage på toppen i næste sæson, siger han til BG TV. 

Han roser samtidig Sir Alex Ferguson for sin mandskabsbehandling. 

– Ferguson er ærlig. Han ved, hvordan han skal snakke med dig. Når man har mødt ham, er man topmotiveret. Man er klar til at erobre verden, fortsætter bulgaren. 

Revser Tevez

Berbatov får ikke forlænget sin kontrakt med United og er derfor fri til at skifte i næste måned.

Men selvom det har skortet på spilletid for sidste års topscorer, har han ingen planer om at smække med døren. 

– Tevez gjorde det i protest. Men jeg vil aldrig gøre sådan noget. Jeg havde mulighed for at skrive kontrakt med City, men jeg valgte United, siger Berbatov. 

De seneste rygter sender den 31-årige angriber til Italien, hvor Lazio angiveligt er interesserede. 

Forrige artikel

United afviser bud på Rafael

Næste artikel

Rooney revser Sunderland-fans

ANNONCE