I et interview med den bulgarske TV-kanal, Nova TV, forsøger Dimitar Berbatov at lægge låg på den rygtegryde, der har kogt og sydet i den senere tid.
Den bulgarske landsholdsangriber er efterhånden træt af at havne i rygtespalternes overskrifter og slår nu fast, at han kun har sin nuværende arbejdsgiver, Tottenham, og dennes trofæjagt i tankerne.
“Der er for meget spekulation omkring mit navn, men det meste af det er idiotisk. Det er absurd, og jeg er træt af at se mit navn i aviserne. Jeg ønsker at leve i fred. Det er blevet for meget,” siger Berbatov til Nova TV og pointerer, at han er tilfreds med tilværelsen på White Hart Lane.
“Jeg er glad i øjeblikket. Man kan vinde titler og medaljer med alle hold, og jeg kan også vinde med Tottenham,” siger han.
Glazer klar med den store pengepung
Såfremt Sir Alex Ferguson vitterligt ønsker at hente den eftertragtede bulgarer til Old Trafford, står Glazer-familien angiveligt klar med de økonomiske midler, der skal til for at få Tottenam til at slippe sin topscorer. Det skriver Manchester Evening News. En eventuel Berbatov-tilnærmelse vil dog formentlig først finde sted til sommer.
Men Chelsea meldes også interesseret i den tidligere Leverkusen-spiller. Og hvis rivalen fra London begynder at røre på sig, og Abromovich vifter med de store pengesedler, kan Ferguson måske føle sig nødsaget til at handle allerede i det nuværende transfervindue på trods af, at skotten flere gange har slået fast, at januarindkøb ikke kommer på tale.
Totteham siges at ville kræve intet mindre end 30 mio. pund for deres stjerneangriber, hvilket er lige så meget, som Chelsea i sin tid måtte betale AC Milan for Andriy Shevchenko.
Berbatov er i denne sæson noteret for ni assist og otte PL-mål, hvoraf de fire blev scoret i den vanvittige 6-4-kamp mod Reading.