Blev Zaha udsat for racisme?

Wilfried Zaha var muligvis offer for racisme fra en gruppe Leeds fans, der tidligere på måneden gæstede udebaneafsnittet på Selhurst Park.

Episoden den 9. marts, hvor Wilfried Zaha i en ophedet kamp mellem Crystal Palace og Leeds United gav sidstnævntes fans fingeren, har taget en kedelig drejning. 

For mens FA tirsdag idømte Zaha en bøde på 3000 pund og en spilledags karantæne for sin ugerning, er der nu forlydender om, at den 20-årige englænder blev udsat for racisme af Leeds’ medrejsende tilhængere. 

Det får nu Crystal Palace til at undersøge sagen. 

Det skriver Daily Mail, der beretter, at flere af Zahas holdkammerater var vidner til de mange tilråb, og at de er klar til at afgive forklaring, hvis det bliver nødvendigt. 

Manager bakker op

En af dem er Damien Delaney, der i weekenden sendte følgende tweet om sine oplevelser i opgøret, der endte 2-2. 

–  … Han (Zaha, red.) var offer for nogle forfærdelige skældsord og noget horribelt racisme gennem hele første halvleg, tweetede forsvarsspilleren.  

Også Crystal Palace-manager Ian Holloway skulle have gjort det klart over for repræsentanter fra klubben, at han overhørte tilråbene mod sin spiller fra de medrejsende fans. 

Wilfried Zaha var i går til høring hos et disciplinærudvalg i FA, hvor han fik mulighed for at forklare sin handling. 

Ifølge Daily Mail kan racisme-spørgsmålet meget vel have været et emne på mødet, selvom det ikke er blevet bekræftet. 

Hverken Crystal Palace eller Leeds United har kommenteret på historien. 

 

Previous Article

De Gea stolt af landsholdsplads

Next Article

United-emne: Kontakt mig

ANNONCE