Why always me?
Budskabet var ikke til at tage fejl af, da Mario Balotelli efter sin 1-0-scoring mod Manchester United på Old Trafford blottede sin svedtrøje med den påtrykte tekst.
Hvorfor er det altid er ham, der skal havne på forsiden af de kulørte medier for sine eskapader uden for banen?
Hvorfor det altid er ham, der må ringe til brandvæsnet efter at have leget med fyrværkeri på sit badeværelse 24 timer før en vigtig kamp?
Hvorfor det altid er ham, der får trang til at kaste med dartpile efter en gruppe ungdomsspillere fra Manchester City?
Hvorfor det altid er ham, der skal komme op at slås med en holdkammerat til træning?
Hvorfor det altid er ham, der får rødt kort efter at være blevet skiftet ind ti minutter forinden eller fire spilledages karantæne for at trampe en modspiller i hovedet?
Det er ikke underligt, at Mario Balotelli ikke forstår sine egne handlinger. For det er vi mange andre, der heller ikke gør.
Manden har uden tvivl talentet til at blive en af de største angribere i sin tid, ligesom han bestemt bidrager til underholdningen.
Men at sammenligne ham med Manchester Uniteds enfant terrible, Eric Cantona, er blasfemi.
For mens Cantona blev indbegrebet af et klubikon og fodboldlegende efter skiftet til Manchester United, er Mario Balotelli et strålende eksempel på alt det, der er galt med moderne fodbold.
Jeg vil med det samme slå fast, at jeg på ingen måde skal forsvare Cantonas utallige svinestreger og kung fu-spark på en Crystal Palace-hooligan.
Men Cantona er den største fodboldpersonlighed, Premier League til dato har oplevet.
Franskmanden var om nogen arkitekten bag Uniteds succes op gennem 90’erne.
Når han var på banen, trak han resten af holdet med op. Det kom derfor heller ikke som den store overraskelse, at United gik glip af mesterskabet i 94-95-sæsonen, hvor Cantona afsonede sin karantæne ovenpå hævnagten mod båtnakken Matthew Simmons.
Men Cantona vandt ikke blot fansenes hjerter på grund af sit sublime spil og skræmmende fodboldintelligens.
Han gjorde det lige så meget, fordi han aldrig lagde skjul på sin kærlighed til spillet og Manchester United.
Og selvom hans beslutning om at indstille karrieren som 30-årig kom som et chok, må man alligevel tage hatten af for begrundelsen:
Han var slet og ret træt af tilværelsen som professionel og kunne ikke finde motivationen til at fortsætte.
Det til trods for at han snildt kunne være fortsat og scoret de ekstra millioner.
Mario Balotelli er den diametrale modsætning af Eric Cantona.
Han spiller ikke for andet end berømmelse og penge.
Hans hovedløse opførsel er med til at sætte klubben i et dårligt lys og fjerne fokus fra alt det vigtige.
Og lige så snart han oplever lidt modgang, truer han gennem sin agent med at finde en ny arbejdsgiver.
Balotelli når ikke Cantona til sokkeholderne, og det er en hån mod en af verdens bedste spillere og personligheder gennem tiderne at drage sammenligninger mellem de to.
Why always you, Balotelli?
Fordi du er en forkælet møgunge, der kun tænker på egen vinding, og som er indbegrebet af alt det værste ved moderne fodbold.