Da Fraizer Campbell på transfervinduets sidste dag tog turen fra Manchester til Tottenham på en etårig lejeaftale, som et led i Berbatov-handlen de to klubber imellem, havde de færreste nok troet, at den 21-årige angriber ville få mange kampe for klubbens førstehold.
Og det startede da heller ikke godt for den tidligere Hull-lejesvend, da Tottenham fik den dårligste sæsonstart i klubbens historie. Det fik til sidst ledelsen til at fyre Juandé Ramos og lokke Harry Redknapp væk fra Portsmouth.
Siden da har Fraizer Campbell fået lov til at starte inde, hvilket han senest kvitterede for med at score to mål i 4-2-sejren over Liverpool i Liga Cuppen. Det har gjort ham populær hos Redknapp, der dog erkender, at det bliver svært at lokke United til at sælge.
”Unge Fraizer Campbell har været fantastisk og arbejdet hårdt, og man kan forstå, hvorfor Sir Alex Ferguson ikke vil sælge ham,” siger Redknapp
Hull City prøvede i sommer desperat at købe Campbell fri, hvilket i sidste ende udløste et rekordstort bud fra oprykkerne på 7 millioner pund. Sir Alex Ferguson nægtede dog hårdnakket at lade ham skifte.