Manchester United var i to omgange nede med to mål i dagens kamp mod Aston Villa.
Efter fire minutter stod der 2-0 til gæsterne og blot otte minutter inde i anden halvleg kom udeholdet foran med 4-2, efter United havde bragt sig tilbage i opgøret inden pausen.
Hvis man ser bort fra de første 5-10 minutter af de to halvlege, var hjemmeholdet det bedste mandskab på banen ifølge Michael Carrick.
– Jeg er skuffet over, at vi ikke vandt. Jeg synes, vi var det bedste hold i store dele af kampen, men vi gjorde det svært for os selv med de mål, vi indkasserede.
Netop de indkasserede mål har været et stort problem i denne sæson, hvor holdet har indkasseret 19 mål i sæsonens første ti kampe.
En form, der vil betyde, at United vil have indkasseret 72 mål ved sæsonens afslutning, hvis den fortsætter.
– Vi har lukket for mange mål ind. Det er momenterne, hvor vi skal stramme op og ikke give noget til de andre hold.
På trods af de mange individuelle defensive fejl, så var cheftræneren tilfreds med holdets generelle spil.
– Drengene spillede noget rigtig godt fodbold, vi forsvarede godt, når vi var i kontrol og pressede godt.
– Det ser ikke sådan ud nu (efter fire indkasserede mål), men fra et andet perspektiv gør det. At vi fortsætter med at køre på og bevare troen. De viste karakter.
Med dagens ene point til tabellen ligger Manchester United under stregen på 18. pladsen i Premier League inden landskampspausen, der kommer til at foregå i de næste to uger.
Næste kamp er mod Liverpool på Anfield den 22. november.




