På OldTrafford.dk giver vi karakterer efter følgende princip:
1 – Den rædderlige indsats, der er decideret ydmygende
2 – Den dårlige indsats, der næsten ikke kunne have gået værre
3 – Den ringe indsats, der bød på flere negative aktioner
4 – Den middelmådige indsats – dog mere negativ end positiv
5 – Den middelmådige indsats
6 – Den middelmådige indsats – dog mere positiv end negativ
7 – Den flotte indsats, der er mere end godkendt
8 – Den stærke indsats med flere rigtig gode aktioner
9 – Den sublime indsats, der er tæt på at være perfekt. Som da Cristiano Ronaldo i sin debut i 2003 drev gæk med Bolton-forsvaret uden dog helt at have slutproduktet med
10 – Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 1999
Man skal have spillet mindst 20 minutter for at få en karakter.
Senne Lammens – 2
Ja, det var grimt. De to første mål, som Villa scorede, kan karakteriseres som værende ret store fejl. Desuden var han anderledes usikker i spillet med bolden og leverede ikke noget nævneværdigt i redningsspillet. Det må være Lammens’ ringeste præstation i en ellers hidtil flot United-karriere.
Noussair Mazraoui – 5
Den blændende assist til Tielemans’ mål trækker naturligvis op, men ellers var det ikke meget, der kom fra marokkaneren, der så underligt ukomfortabel ud på bolden.
Leny Yoro – 5
Han er ikke let at bedømme. Hans individuelle forsvarsspil var på et ganske højt niveau, men det kollektive forsvarsspil var meget bekymrende. Desuden var han ved at lave et komisk selvmål, inden Leon Goretzka reddede hans ære og puttede bolden i kassen selv.
Harry Maguire – 4 (ud 45′)
Englænderen har et stort ansvar for, at United ikke kunne dække op de første tre minutter, men han har også en ære af, at holdet rejste sig i løbet af første halvleg. Det dårlige overskygger dog det gode i dette tilfælde.
Diogo Dalot – 1 (ud 66′)
Journalisten bag denne artikel må indrømme, at han har lidt ondt af portugiseren, som bliver genstand for lidt af en heksejagt blandt United-fans i øjeblikket. Han vil åbenlyst det bedste for klubben, og hans passion kan man aldrig sætte en finger på.
Når det så er sagt, har hans indeværende sæson været på et pinligt lavt niveau, og hans kamp søndag aften må tage prisen som den dårligste. Prikken over i’et må være det håbløse straffespark, han begik. Ganske forståeligt blev han byttet ud med Patrick Dorgu. Lad os bare sige, at der var forskel på, hvad de bidrog med. Men danskeren kommer vi til.
Kobbie Mainoo – 6
Englænderen er ikke bedst, når kampene bliver kaotiske, som man må sige, at den blev denne søndag aften, men han har enormt meget klasse. Selv om ikke alt lykkedes for ham, er det åbenlyst, at han er Uniteds bedste midtbanespiller. Det viste han også på en ‘ok’ dag mod Villa.
Youri Tielemans – 6 (ud 66′)
Klasse er også en betegnelse, man kan putte på den tidligere Villa-spiller, der søndag scorede mod sin tidligere arbejdsgiver. Det klæder ham at spille ved siden af Kobbie Mainoo, og her har belgieren en tendens til altid at placere sig korrekt og træffe rigtige beslutninger. Desuden var hans mål heller ikke et grimt et af slagsen. Dog faldt han for ofte ud af kampen.
Amad – 6 (ud 66′)
Der er sikkert nogen, der vil mene, at han skal have en langt lavere karakter på grund af de mange brændte chancer. Men der er vel ikke noget værre end en kantspiller, der ikke udfordrer og er usynlig, og det var Amad på ingen måde.
Prøv bare at spørge Ian Maatsen, om ikke den første time var ulidelig, fordi han skulle forsvare ivorianeren én-mod-én. Aldrig ophørte han med at udfordre og skabe chancer, og man kan håbe, at kvaliteten i slutproduktet øges med tiden. Heldet kommer jo som bekendt til dem, der jagter det.
Bruno Fernandes – 6
Portugiseren har med rette fået kritik for sine præstationer i denne sæson, men denne søndag trak han i arbejdstøjet. Ligesom for sine kolleger mislykkedes meget, men han skal have stor ros for at blive ved, ved og ved, og hans iver og kampgejst var en kaptajn værdig.
Matheus Cunha – 7
Også brasilianeren blev ved med at insistere på at udfordre Villa-bagkæden, og det lykkedes flere gange, da han trak straffesparket og i flere sekvenser efterfølgende. Hans arbejdsraseri og gåpåmod kunne United ikke have startet comebacks uden.
Bryan Mbeumo – 4 (ud 83′)
En offensivspillers væsentligste opgave er at undgå at blive usynlig, og det var camerouneren i stor grad mod Villa ganske paradoksalt, når nu han er den eneste af Uniteds offensivspiller, der reelt kan være sin sæson bekendt hidtil.
Indskiftere
Ayden Heaven – 5 (ind 46′)
Kan ikke klandres for de personlige fejl, der førte til de to mål, efter han blev skiftet ind. Unai Emery gav ham en ordentlig mundfuld at håndtere, da han skiftede brølstærke Brian Madjo på banen, men det klarede han egentlig udmærket. Fik dog et dumt gult kort.
Patrick Dorgu – 8 (Kampens spiller) | (ind 66′)
Danskeren skulle lige finde sine fødder, da han kom på banen til sit comeback, men med en fornem assist og et vigtigt udlignende mål er det svært ikke at udnævne ham som kampens spiller. Utroligt, at han ikke er at finde i Danmarks landsholdstrup.
Shea Lacey – 3 (ind 66′)
Mange af jer, der benyttede jer af vores kommentarfelt på sociale medier, virkede rødglødende over, at fanfavoritten Lacey ikke startede over Amad, men scouseren fik slet ikke profiteret af, at Amad havde gjort Maatsen rundtosset den første time, og der var vel ikke noget, han lykkedes med.
Mason Mount – 2 (ind 66′)
Det gjorde Mount heller ikke. Uniteds nummer 7 er helt sikkert en flink og rar fyr, men han er uendeligt langt fra at have niveau til at spille for Manchester United. Og så f…’ede han også situationen op i tillægstiden, hvor United kunne have fuldendt comebacket. Det er svært at forstå, at han får så mange indhop, som han gør. Den eneste grund til, at han ikke joiner 1-klubben med Diogo Dalot, er, fordi han ikke havde lang nok tid til at dumme sig.
Joshua Zirkzee – UB (ind 83′)
Hollænderen havde et ganske fint indhop. Han formåede at binde Lindelöf og Torres på en måde, som Mbeumo ikke kunne, og så scorede han også et rigtigt angribermål til 3-4. Det var bestemt en opløftende præstation.
Cheftræneren
Michael Carrick – 2
Måden, man ser, om et hold er sat ordentligt op til kamp, er på, hvordan de kommer ud til kampstart og efter en pause. Manchester United lukkede simpelthen to mål ind lige efter begge spilstarter. At holdet kollektivt kollapser ved begyndelsen af fodboldkampene er hans skyld.
Det er svært ikke at tænke, at det er spillernes fortjeneste, at de fik vendt kampen, da målene og overtaget kom efter længere tids spil. Her spillede spillerne efter sine instinkter og fik lavet fire vigtige mål.
Man kunne frygte, at Dorgus 4-4-mål resulterer i, at Carrick bliver fredet. Det ville være katastrofalt for Manchester United, der i landskampspause nummer 2 nu ligger under nedrykningsstregen.




