Manchester Uniteds førstehold er i manges øjne i gang med en skuffende sæson. I en skærende kontrast har vi så Adam Lawrences U18-mandskab, der har høstet en række positive overskrifter ved at vinde de første 14 kampe i U18-ligaen.
Særligt overbevisende var holdet i sæsonens begyndelse, hvor de scorede hele 27 mål i de første 7 kampe. Det vil sige 3,86 mål i snit per kamp. Siden har de dog også hevet nogle arbejdssejre hjem, blandt andet med 1-0 mod Manchester City og 4-3 mod Liverpool.
Liverpool-kampen er dog holdets seneste sejr, da de efterfølgende kampe begge er endt 2-2. Først hos Derby County, hvor både forsvarsspiller Jack Kingdon og den indskiftede midtbanereserve Jim Thwaites scorede regulære drømmemål. Den sidste i to minutters overtid.
Og senest blev det kun til 2-2 hos Nottingham Forest, selvom man var foran med 2-0 efter 27 minutters spil. Så er guldformen ved at være forbi?
Marginaler og mange straffespark
Først er det værd at holde for øje, at U18-holdet godt nok scorede mange mål i sæsonens begyndelse. Men de var nu også heldige med at få mål og sejre i flere af opgørene.
I sæsonens tredje kamp blev kantspilleren Ashton Missin for eksempel udvist i det 42. minut. Kort efter fik Nottingham Forest et straffespark og var foran 1-0 ved pausen.
Med 10 mand sørgede to af Uniteds ledertyper dog for en udligning, da anfører Finley McAllister serverede bolden for Jack Kingdon efter en kort variant af et hjørnespark. Og bolden gik ind, på trods af Kingdons forkølede forsøg på en afslutning.
I overtiden fik United selv scoret til resultatet 2-1 på et straffespark af Victor Musa, som sammen med Gabriele Biancheri er holdets topscorer i ligaen med 5 mål. Det er dog værd at bemærke, at de begge har scoret tre af deres fem mål på straffespark.
Og faktisk fik holdet scoret på et straffespark i 9 af sæsonens første 10 kampe.
Et af dem var i sæsonens fjerde kamp i Sunderland, hvor Musa også scorede fra pletten. Den kamp ville også være endt uafgjort, hvis ikke Sunderlands målmand fumlede og tabte bolden lige i fødderne på anfører McAllister i 5 minutters overtid.
Så selvom man vandt 14 kampe i træk, så var der også marginaler på holdets side i flere tilfælde.
Svagheder
Fortællingen om holdets succes handler også udelukkende om deres form i ligaen. I UEFA Youth League endte man sidst, efter FC København, Bayern München og Galatasaray, med 1 sejr, 1 uafgjort og 4 nederlag. Så på det punkt adskiller de sig ikke nævneværdigt fra seniorholdet.
Derudover vandt man godt nok 1-0 over Derby County i FA Youth Cup i december, men man røg så ud i januar med 0-2 mod Swindon Town.
Disse skuffelser er naturligvis også værd at holde sig for øje, så man ikke går hen og bliver forblændet af U18-holdets ellers imponerende sæson.
Derudover er det også påfaldende, at man ikke har en rigtig målsluger på holdet. Som nævnt er det Biancheri og Musa, der har flest ligamål med 5 hver, hvoraf 60% er på straffespark.
Til sammenligning har Aston Villas Rory Wilson og Crystal Palaces Zach Marsh hver scoret 16 mål i U18-ligaen.
Det er naturligvis også en kvalitet at kunne fordele målene ud over mange spillere. Og med 50 mål i 16 kampe er man da også det mest scorende hold i ligaen.
Fraværet af en bærende offensiv spiller kan dog også begrundes med at være fødekæde for klubbens lidt ældre talenthold.
For eksempel spillede angriberen Ethan Williams en brandkamp i sæsonåbneren mod Middlesbrough. United vandt 4-0, og Williams vandt et straffespark, scorede et mål og assisterede to, begge med indadskruede hjørnespark med venstrebenet.
Dette har så medført, at han har spillet det meste af sæsonen i Premier League 2. Dog var han tilbage for U18 i opgøret mod Liverpool, hvor han igen præsterede et mål og to assists.
Det er derfor ikke utænkeligt, at Williams eksempelvis kunne have scoret mere end 5 ligamål, hvis han mere regelmæssigt havde været til rådighed for U18-træner Adam Lawrence.
Lørdagens modstander
Som nævnt var Middlesbrough modstanderen i sæsonens første kamp. Og her vandt United 4-0 med alle målene scoret i første halvleg.
Middlesbrough har også fået ørerne i maskinen med 0-6 mod Manchester City, men har bortset fra det kun tabt tre kampe i ligaen. De er dermed rykket op på en 8. plads og har tilmed spillet to kampe færre end de fleste andre hold.
En spiller, der kan fremhæves, må være angriberen Ajay Matthews. Han har godt nok kun spillet seks kampe for Boros U18-hold, da han også har spillet et tilsvarende antal i Premier League 2.
I sine seks U18-kampe har han dog præsteret 5 mål og 3 assists, så han er bestemt værd at holde øje med, hvis han stiller op mod United. Han gjorde sig dog ikke særligt bemærket i sæsonens åbningskamp, hvor han spillede fuld tid.
Aktuelt er Middlesbrough ubesejret i sine seneste tre kampe, med sejre over Wolves og Everton og en uafgjort mod Leeds.
Før dette tabte de dog 4-1 til Derby County, rækkens nummer 4. Boro vil dog stadig overhale Derby, hvis de vinder de to kampe, de har i baghånden.
Forventninger til kampen
Det er svært at komme uden om, at United skal tilbage på sporet og have en sejr. Det er noget af et wake-up call at gå fra at vinde tre derbies i træk, mod Man City, Leeds og Liverpool, til at måtte nøjes med 2-2 mod Derby og Forest.
Vi må altså godt forvente en sejr igen lørdag eftermiddag. Særligt når man heller ikke havde svært ved at vinde 4-0 i det omvendte opgør og har vundet de tre seneste indbyrdes opgør med en samlet målscore på 9-0.
Jeg gætter på en 2-0 sejr, hvor midtbanespiller Jack Fletcher kommer til at score det ene af målene. Og måske kommer den lange angriber, Ethan Wheatley, til at score det andet.
Derudover tror jeg også, at rækkens bedste forsvar kommer til at holde buret rent igen, efter at have lukket 7 mål ind i de seneste 3 kampe.
Men selv hvis det ikke bliver til en sejr, kommer United stadig til at bevare rækkens førsteplads. Man fører nemlig med hele 10 points ned til Manchester City, som dog har en kamp i baghånden.
Kampen spilles kl. 13 dansk tid og kan ses på MUTV.