Joe Hart har efterhånden vristet pladsen mellem City-stængerne ud af hænderne på Shay Given. Men hvis Manchester City ikke får fingrene i Champions League-billetten via fjerdepladsen i denne sæson, så bør Hart overveje en anden klub, mener Real Madrids keeper, Iker Casillas.
“Som så mange andre af Citys spillere har Hart brug for at spille Champions League. Hvis han ikke får mulighed for det, bliver han ikke,” siger Casillas ifølge Daily Star.
Og det kan blive Manchester Uniteds held, mener den spanske målmand:
“Hold som Manchester United og AC Milan har keepere, der er ved at være oppe i alderen, og Hart ville være perfekt for en af de to klubber.”
Og Real Madrids nummer et holder ikke igen med roserne til Hart:
“Hvis jeg skal være ærlig, så har der ikke været en målmand i de seneste fem år, der har været tæt på Gigi Buffon og mig, men ud fra hvad jeg har set til Joe Hart, så kan han blive virkelig god. Når Buffon og jeg når længere op i 30″erne, har Hart den helt rigtige alder, og jeg tror, han bliver den bedste i verden. Alt han gør ser naturligt ud – han har målmandsinstinkt, og sådan noget kan man ikke bare lære.”