2003/04
Manchester United, Stuttgart, Glasgow Rangers og Panathinaikos var holdene i gruppe E i 2003/2004-sæsonen.
United lagde ud med at tæve Panathinaikos med hele 5-0 hjemme på Old Trafford, i en kamp hvor blandt andre ”legendariske” Eric Djemba-Djemba scorede det ene af målene. Succesen kunne ikke følges op i Stuttgart hvor man tabte 2-1. Men herefter fik man gang i spillet, og det blev til sejre i de resterende gruppekampe.
Dermed tog United sikkert førstepladsen i puljen foran Stuttgart.
Højdepunktet i dette gruppespil var Battle of Brittain kampene mod Glasgow Rangers, som i kvalifikationen havde slået danske FC København ud.
United vandt 3-0 hjemme og Phil Neville sørgede for en 1-0 -sejr ude, så dermed var der ikke den store kamp om æren og herredømmet over Storbritannien.
I 8-delsfinalen blev det for første gang til et opgør med Jose Mourinho og hans Porto-hold. Historien viser jo, at siden dette møde har Mourinho og Ferguson været i mange tætte opgør og infights.
Første kamp blev spillet i Portugal, og Quinton Fortune gav United en drømmestart med sit mål efter et kvarters spil.
Men to mål af Benedict McCarthy sørgede for Porto sejr. Roy Keane fik kort før tid rødt kort, for at træde på Portos keeper Vitor Baia.
Returkampen på Old Trafford så længe ud til at gå Uniteds vej, takket være et mål af Paul Scholes. Men i sidste minut dukkede Costinha frem og udlignede og sendte dermed United tidligt ud af turneringen.
Porto og Jose Mourinho gik derimod hele vejen og vandt turneringen foran AS Monaco i denne sæson.
Mere om Manchester Uniteds Champions League-historie skrevet af OldTrafford.dk”s Kenneth Nielsen kan læses i morgen her på hjemmesiden.