Den 21-årige midterforsvarer, James Chester, skal tilbringe den første halvdel af sæsonen på udlån i Carlisle, der til daglig lever en tilværelse i den tredjebedste engelske række.
Chester selv har store forventninger til sit kommende ophold i det nordlige England. ”Folks levebrød er på spil, når man spiller ligafodbold. Hver en tackling, hvert et skud, hver en hovedstødsduel tæller. Vi spiller om point hver weekend, og det er præcis det jeg har brug for på dette tidspunkt i min udvikling. Jeg glæder mig over at være her, og kan først og fremmest bidrage med mit forsvarsspil, og at få spillet bolden rundt ud af forsvaret. Jeg er forberedt på ikke at få meget tid med bolden, før en angriber kommer flyvende mod mig”, fortæller Chester til avisen Times and Star.
James Chester har tidligere været udlånt til Peterborough og Plymouth de forgangne par sæsoner, samtidig med, han har været en fast del af reserveholdets forsvarskæde når han har været hjemme i United. Chester er glad for muligheden med fast ligafodbold, og roser samtidig Sir Alex Ferguson.
”Fra du fylder 16 er du i samme bygning som førsteholdet, så du ser Sir Alex hver dag. Han kan dit navn, og spørger altid hvordan det går. Når han ser dig i en kamp, kan man være sikker på han kommenterer det bagefter, hvis man har lavet en fejl. Omvendt roser han også altid, når man har gjort det godt”, siger Chester.
Også holdkammeraterne i United får ros med på vejen, for den nu udlånte forsvarsspiller. ”Folk som Gary Neville, Paul Scholes og Ryan Giggs snakker hele tiden med dig. Og Rio Ferdinand der også er midterforsvarer, har altid tid til at snakke om mit spil. Og man er godt dum, hvis ikke man tager imod de gode råd der kommer”, fortæller James Chester.
Indtil videre er det blevet til en enkelt optræden for United. Den kom som indskifter i Carling Cup semifinalen hjemme mod Derby i januar 2009. Chester blev desuden kåret til årets reserveholdsspiller i 2008/09 sæsonen.
Første kamp for Chester og hans nye holdkammerater er i weekenden, når Brentford kommer på besøg på Brunton Park i Carlisle.