Sir Alex Ferguson skrev historie for Manchester United, da han i januar måned hentede Javier Hernandez i Chivas. Således er den 21-årige angriber den første mexicaner nogensinde i United.
Hernandez, eller Chicharito som han også kaldes, fik en drømmedebut for ”De røde djævle”, da han i Community Shield-kampen mod Chelsea scorede til 2-0. Derudover er det også blevet til spilletid i de to første Premier League-kampe.
Og den vævre angriber har sågar formået at imponerer Ryan Giggs.
”Han har efterladt et stort indtryk. Han er stadig ved at lære spillet på- og udenfor banen. Han er en livsglad person, og han er fantastisk at have i omklædningsrummet,” udtaler United-legenden overfor ManUtd.com.
Chicharito kunne allerede før skiftet tale flydende engelsk, hvilket også har gjort overgangsfasen lettere.
”Det har været meget nemmere at lære ham at kende, fordi han snakker flydende engelsk. Han sluttede sig til os på (USA, red.)-touren, hvilket altid hjælper en spiller med at falde til, og så vi fik selv at se, hvor stor han er i Mexico. Han ligner en fremragende forstærkning både på- og udenfor banen,” slutter Giggs.
Javier ”Chicharito” Hernandez blev hentet for den nette sum af seks millioner pund.