Corry Evans fik i år chancen for at vise sig frem på nærmeste hold, for Sir Alex Ferguson og resten af trænerstaben, da han rejste med truppen på pre-season tur til USA og Mexico. En oplevelse lillebror Evans nød til fulde. Det blev til en halv times tid i sejren over Philadelphia, samt 75 minutter mod Chivas.
”Det var fantastisk, og skønt at komme på banen, specielt under sådan en fremragende atmosfære. Jeg var opsat på, at gøre en god figur, for at spille mig i billedet til fremtidige opgaver. At spille for United er noget jeg har drømt om siden jeg var lille barn. Jeg har altid støttet klubben, så at løbe på banen og spille for United var et helt specielt og stolt øjeblik for mig ”, fortæller Corry til Manchester Evening News.
Corry Evans har de sidste to sæsoner været en fast del af Ole Gunnar Solskjærs reservehold, og blev i 2008/09 sæsonen nomineret som årets reserveholdsspiller. Hans store anvendelighed er en af styrkerne, da han kan spille stort set alle pladser i forsvaret og på midtbanen. Dog ser han primært sig selv som defensiv midtbanespiller.
”Det sidste års tid har jeg spillet en del stopper. Min styrke er min forståelse for spillet, at placere mig rigtigt og at jeg læser spillet godt. Jeg er primært midtbanespiller, og elsker den type spil der er derinde, og chancen for at komme med frem i feltet og score”, siger yngste Evans.
Den 20-årige nordirer, med fire landskampe på cv’et, drømmer om en dag at spille fast for United med storebror Jonny. Men han er klar over kampen er hård og vejen er lang for at nå drømmen om spil for Manchester United.
Til Manchester Evening News siger Corry Evans således, ”Mit første mål var at komme med på pre-season tur, hvilket lykkedes. Nu må jeg tage det herfra. Jeg er klar over, jeg nok ville kunne få flere førsteholds chancer andre steder end i United, på grund af truppens størrelse og kvalitet. Det vil måske være bedst for min udvikling, med et lån denne sæson, for at få mere erfaring, og så komme tilbage næste sommer og se hvor jeg står til den tid”.
Corry Evans og storebror Jonny Evans har et tæt forhold, og hjælper altid hinanden med råd og vejledning til både træning og kamp. ”Vi er forskellige som spillere, han er høj, hvor jeg er mindre, men vi har hver vores kvaliteter. Vi giver hinanden masser af feed-back og råd, både positivt og hvis nødvendigt negativt”, siger Evans.
Evans brødre-parret er pt et af fire brødrepar blandt Uniteds professionelle kontraktspillere. Der er da Silva tvillingerne, de unge Michael og William Keane, samt Wes og Reece Brown. Samtidig kan det tilføjes, at brødrene Evans far til daglig er ungdomstræner i United.