Cristiano Ronaldo runder skarpt hjørne – se eller gense højdepunkter fra hans United-karriere

I dag er det akkurat 40 år siden, at en lille dreng ved Cristiano kom til verden. Fire årtier senere er vi blevet beriget med et væld af mål og meritter, og hans navn er derfor en fast bestanddel i Uniteds historiebøger.

(Photo by Alex Livesey/Getty Images)

I Funchal på øen Madeira – Knap 1100 kilometer fra den portugiske kyst – så Cristiano Ronaldo for første gang dagens lys.

14610 dage, 1261 fodboldkampe og 923 mål senere fylder han 40 år.

Stik imod de svære livsbetingelser, han fik stillet i udsigt ved sin fødsel, har Ronaldo på fire årtier udrettet mere, end hvad de fleste kan prale af.

Som 12-årig i 1997 drog han væk fra de vante omgivelser på Madeira, og siden dengang har han ikke set sig tilbage. Hans seniorkarriere begyndte for alvor i 2002, hvor han fik debut for Sporting CP. Det blev i alt til 31 kampe og fem mål for verdensstjernen, før Sir Alex Ferguson fik hentet ham til Manchester United.

Derefter tog det fart, og den unge portugiser stemplede for alvor ind på verdensscenen. I perioden 2003 til 2009, hvor han tørnede ud for United, blev det til tre Premier League-mesterskaber, to EFL Cup-sejr, en FA Cup-titel og måske vigtigst af alt hans første Champions League-trofæ i Moskva i 2008. På det individuelle plan rundede han 270 kampe og 109 mål.

Senere i karrieren satte han sig – sammen med Messi – solidt på tronen som verdens bedste fodboldspiller.

Efter sit første United-ophold skiftede han til Real Madrid i 2009. Dér vandt han to La Liga-titler, to Copa del Rey-trofæer og hele fire gange Champions League.

I 2018 røg han til de italienske mestre fra Torino, Juventus, hvor han havde endnu et succesrigt ophold fra sommeren 2018 og tre år frem. I sensommeren 2021 blev han, af ingen ringere end Ole Gunnar Solskjær, hentet hjem til Manchester United. Her lavede han, trods en alder af 36 år, stadig ganske mange mål og assists.

Dog var fortidens kærlighed mellem ham og United ikke, hvad den var engang, og derfor måtte han søge nye græsgange i efteråret 2022. Derefter tog han til saudiske Al Nassr, hvor han stadig spiller den dag i dag.

Af personlige meritter tæller fem Ballon d’Or-titler, og den nu 40-årige verdensstjerne må i dag betragtes som en af fodboldens største spillere nogensinde.

I videoen nedenfor kan du på omkring en time se alle hans 145 mål i United-trøjen.

Forrige artikel

Jagten på nummer 252: Jimmy Ryan, nummer 72, 1963-1970

Næste artikel

The Athletic afslører Patrick Dorgus nye lønseddel

ANNONCE