Glazer-familien har siden opkøbet af Manchester United i 2005 påført klubben en gæld i omegnen af 800 millioner pund. Dette har blandt andet resulteret i, at billetpriserne på Old Trafford i de sidste fem år i gennemsnit er steget med 50%.
I sidste sæson kom der for alvor fokus på amerikanernes tvivlsomme forretningsmetoder i såvel England som USA, da Green & Gold-protesterne vandt indpas blandt supporterne.
Og at Manchester United økonomiske situation er dårlig, blev i dag yderligere bekræftet. Således formåede klubben den 16. august ikke at opfylde kravene for den såkaldte PIK-låneaftale, hvorfor renten på denne nu er steget fra 14,25 procent til 16,25 procent. Det skriver ESPN Soccernet.
Til trods for den megen kritik og negative omtale har Glazer-familien indtil videre afvist, at et salg af Manchester United kan komme på tale.