Manchester Uniteds 22-årige højreback, Danny Simpson, møder Peterborough, når Simpson og Newcastle tørner ud på St. James Park i weekenden. Op til kampen har Chronicle Live spurgt Simpson om at give et bud på tonerne i Peterboroughs omklædningsrum. Og det er ikke tilfældigt, for Peterboroghs manager er ikke søn af hvilken som helst far. Sønnen hedder Darren Ferguson, og farens navn er nemlig Sir Alex Ferguson, som til dagligt er manager for Manchester United.
Danny Simpson kender udmærket Fergusion seniors personlighed og evner, fordi Simpson har været en del af fodboldklubben Manchester United, siden han var 10 år gammel.
“Det er bare den måde han er – hans personlighed og karakter,” siger Simpson og fortsætter:
“Når han går ind i et rum ved alle med det samme, at han er i rummet.”
“Han har haft et par raserianfald på mig, når jeg har haft mine dårlige perioder. Men jeg har lært af dem alle. Jeg har været i Manchester United, siden jeg vvar 10 år, og jeg har ikke kun lært af Ferguson, men også af alle andre i trænerstaben. Det er en kvalitetsklub, og alle, der arbejder for klubben, har hjulpet mig til at blive den fodboldsspiller, jeg er i dag,” takker den 22-årige højreback.
Til spørgsmålet om Ferguson juniors temperament i Peterborough mener den unge englænder, at Darren Ferguson ikke kan have undgået at viderebringe noget hjemme fra barndomshjemmet og til hans job som manager:
“Selvfølgelig har Darren taget noget med hjemmefra, hvilket han også beviser ved at gøre det godt.”
Danny Simpson har siden 2006 været udlånt til fem forskellige klubber: Royal Antwerpen, Sunderland, Ipswich, Blackburn Rovers og Newcastle United, som han for tiden spiller for. De mange udlån har betydet, at Simpson kun har spillet tre førsteholdskampe for Manchester United.