De Gea nyder at arbejde med Herrera og Mata

Den spanske målmand føler, at venskabet mellem ham, Herrera og Mata har en positiv indflydelse på holdet.

Det lykkedes ikke trioen at inspirere holdet til sejr i gårsdagens kamp mod Chelsea, men De Gea, der har været i fornem form hele sæsonen, er glad for samarbejdet med sine landsmænd.

– Vi kommer godt ud af det med hinanden – både på og udenfor banen. Jeg tror på, at det har betydning for resten af holdet. De har kombineret rigtig flot, og jeg tror, de kan opnå store ting med klubben, udtalte målmanden til MUTV før gårsdagens opgør.

– Herrera og Mata har en god forståelse for hinanden, og det hjælper holdet meget, når de begge spiller samtidig. De kender hinanden rigtig godt fra deres tid sammen på diverse ungdomslandshold. 

De tre spaniere er del af en gruppe på i alt otte spansktalende spillere i truppen, og det har haft betydning i omklædsningsrummet, føler De Gea.

– Omklædningsrummet har ændret sig meget, siden jeg kom til klubben. Der er mange af os, der nu snakker spansk, og jeg nyder at være sammen med dem. Det er et sprog, vi alle er komfortable med, og særligt for de nye, der stadig kæmper lidt med det engelske, er det en god ting.

David De Gea er med i opløbet om at blive årets spiller i Premier League, efter at han har haft en flot sæson i buret. Faktisk har han med gårsdagens kamp ikke misset en ligakamp i over et år.

Forrige artikel

TV-Tip: TV3 Sport interviewer Mads Timm

Næste artikel

Avis: Di Maria opsat på at blive

ANNONCE