Dommerchef bekræfter fejlagtig VAR-involvering

VAR skulle aldrig have blandet sig og kaldt David Coote ud til skærmen i situationen, der førte til det omdiskuterede straffespark til West Ham i kampen mod Manchester United. Det siger dommerchef Howard Webb.

(John Walton/PA Images via Getty Images)

Michael Oliver i VAR-rummet skulle ikke have interveneret og kaldt dommer David Coote ud til skærmen for at gennemse et muligt straffespark i slutminutterne af kampen mellem West Ham og Manchester United d. 27. oktober.

Det er Howard Webbs konklusion. Det udtaler den tidligere topdommer, der nu er chef for PGMOL – organet der har ansvaret for dommerafviklingen i England. Udtalelsen falder i programmet “Match Officials Mic’d Up”, hvor han sammen med Leon Osman gennemgår omdiskuterede dommerkendelser.

– Jeg synes, det var en fejllæsning af VAR. VAR der normalt er virkelig dygtig og pålidelig, men som bliver ultrafokuseret i denne situation på de Ligts ben. Hans ben føres igennem Danny Ings uden at lave nogen kontakt med bolden. Bolden er allerede forbi de Ligt, da han laver kontakt med Danny Ings.

– VAR ser det som en klar forseelse. Jeg tror, han var for fokuseret på det aspekt. Jeg synes ikke, han skulle have blandet sig. Dette er en situation, hvor vi ville lade den beslutning, der blev truffet på banen, stå som den er – sandsynligvis uanset hvilken vej den blev kaldt, siger Webb.

Dommer Coote omstødte i situationen sin oprindelige kendelse på banen, hvor han vurderede, at der ikke var straffespark. West Ham scorede efterfølgende fra 11-meter-pletten og vandt kampen 2-1. Michael Oliver, der sad i VAR-vognen til den pågældende kamp, har efterfølgende mødt stor kritik for sin rolle.

Da der er ikke tale om en klar tydelig fejl, skal VAR ikke intervenere, mener Howard Webb. Det er også det, lovteksten for brug af VAR anviser.

– Der vil være en høj tærskel for VAR-indgriben ved subjektive afgørelser. Dommerens afgørelse, kendt som “dommerens kald”, vil blive stående medmindre, i VAR’s mening, baseret på det tilgængelige bevis, at dette kald er en klar og åbenlys fejl, står der i protokollen.

Havde David Coote dømt straffespark i første omgang, havde det også været acceptabelt for dommerchefen. Men 53-årige Webb mener, at den mest korrekte dom var den, David Coote traf i første omgang.

– Alt i alt synes jeg ikke, det er et straffespark. Jeg ville foretrække, at der ikke blev givet nogen forseelse, ingen straf, lyder det fra dommechefen.

Du kan lytte til korrespondancen i situationen mellem Michael Oliver i VAR-rummet og dommer David Coote i videoen herunder.

Previous Article

Landsholdspausen kalder igen - læs her, hvem der skal afsted med landsholdet

Next Article

The Times: United er klar til at søge kompensation, hvis City bliver dømt

ANNONCE