Magnus Eikrem skrev i dag under på en 3-årig kontrakt med Molde, og følger dermed Ole Gunnar Solskjær hjem til Norge. Eikrem blev præsenteret på et pressemøde i dag, i forbindelse med Moldes første træningspas.
Solskjær har igennem sin tid som reserveholdstræner i United, haft den unge norske midtbanespiller under sine vinger det meste af tiden. Og har ofte rost sin landsmand til skyerne, for hans glimrende præstationer igennem sidste sæson og i efteråret for reserverne, hvor han var en af de dominerende og bærende kræfter.
Det blev på pressemødet i dag også offentliggjort, at Sir Alex Ferguson og United i forbindelse med salget af Eikrem, har sikret sig en option på forkøbsret i fremtiden. En lignende klausul har man på Ryan Shawcross, der for et par år siden blev solgt til Stoke.
Magnus Eikrem nåede aldrig en førsteholdskamp for United, men var ubenyttet reserve til flere kampe i blandt andet Carling Cuppen og Champions League.
Vi ønsker Eikrem held og lykke hos Solskjær i Molde.