EM Special: Et 5-a-side hold med EM-spillere fra United. Nr. 2: Dribleren

Med EM for døren har vi set på, hvordan United-spillere har klaret sig til EM i tidens løb. I denne artikelserie præsenterer vi et allstar EM-hold set med United-briller. Husk at udtagelsen kun bunder i spillernes præstationer i EM-sammenhæng.

Foto: Ben Radford, Getty Images

Nummer 2: Cristiano Ronaldo, kantspiller.

EM-tal: 9 kampe, 6 sejre*, 0 uafgjorte, 3 nederlag. 3 mål, 5 assists.

Bedste resultat: Sølv.

* = Sejre efter forlænget spilletid og/eller straffesparkskonkurrence tæller vi med som en sejr, ikke som en uafgjort.

Med Peter Schmeichel på mål er næste spiller måske heller ikke den helt store overraskelse: Cristiano Ronaldo.

Han kom til United i 2003 og deltog sommeren efter i sin første EM-slutrunde. Han startede på bænken i de første to kampe, men kom ind og bidrog med et mål i 2-1 nederlaget til Grækenland og en assist i 2-0 sejren over Rusland.

Herefter startede han inde i resten af kampene, hvor han både scorede og assisterede i semifinalen mod Holland. I finalen tabte de dog igen til Grækenland, der overraskede de fleste ved at vinde trofæet. 2 mål og 2 assists i alt for Cristiano. En absolut godkendt EM-debut.

Fire år senere var det slut med bænkpladser til Ronaldo, der kom fra 42 mål i 46 kampe for United og trofæer i både Premier League og Champions League. Han endte også med at vinde sin første Ballon d’Or samme år.

I EM var han med i åbningssejren mod Tyrkiet og brillerede i den næste kamp, hvor han scorede det ene mål og lagde op til de to andre i 3-1 sejren over Tjekkiet. Portugal tabte 2-0 til Schweiz i sin tredje kamp, men her blev Ronaldo sparet, og Portugal gik da også videre som gruppevindere alligevel.

Ronaldo bidrog også med en assist i kvartfinalen mod Tyskland, men her tabte de 3-2 efter mål af Schweinsteiger, Klose og Ballack.

Han har siden deltaget ved adskillige EM-slutrunder og sætter ny rekord i år, når han deltager for 6. gang. Vi tæller dog kun de to første med, da det er de eneste slutrunder, hvor han deltog som United-spiller.

Boblerne

Det var ikke kun Ronaldo, der lavede en assist i kvartfinalen mod Tyskland i 2008. Det gjorde Nani også, og han viser sig at være en af to konkurrenter til pladsen som kantspiller på dette all star-hold.

Nani var ikke med i føromtalte 3-1 sejr over Tjekkiet, men spillede de tre andre kampe ved slutrunden i 2008. Med denne ene assist til følge.

Fire år senere var han også med og spillede her i alle 5 kampe, da Portugal nåede semifinalen og tabte til Spanien efter straffespark. Nani scorede selv fra pletten, men ellers udmærkede han sig med to assists i EM 2012. 8 kampe og 3 assists på tværs af de to turneringer.

3 assists var også totalen for David Beckham, som lagde op til begge mål i Englands 3-2 nederlag til Portugal i 2000. Herefter lagde han også op til det eneste mål i 1-0 sejren over Tyskland. Men endnu et 3-2 nederlag i sidste gruppekamp mod Rumænien sendte England tidligt hjem. Beckham deltog også fire år senere, men der var det ikke længere som United-spiller.

Øvrige kantspillere er Steve Coppell, Jesper Olsen, Andrey Kanchelskis, Ashley Young, Marcus Rashford og Daniel James. Jesper Olsen fik faktisk slet ikke spilletid under EM i 1988, og imens var der ikke nogen af de andre, der bidrog med hverken mål eller assists.

Værst gik det nok for Ashley Young og Marcus Rashford, der begge endte med at indtage en skurkerolle. Begge gange var det i en straffesparkskonkurrence mod Italien, i henholdsvis 2012 kvartfinalen og 2020 finalen.

Begge gange havde Italien brændt et forsøg, og England lå derfor til at vinde. Men Youngs og Rashfords afbrændere bragte balance i regnskabet, og derfra gik det så Italiens vej med afbrændere fra henholdsvis Ashley Cole, Jadon Sancho og Bukayo Saka.

Holdet indtil videre

Keeper: Peter Schmeichel

Forsvar: ?

Midtbane: ?

Kant: Cristiano Ronaldo

Angriber: ?

Previous Article

Onsdagens rygter

Next Article

To United-spillere nomineret til prestigefuld hæder

ANNONCE