Endnu en United-skuffelse mod Saints

Manchester United var foran i udekampen mod Southampton takket være Daniel James, men spillet flød ikke, og hjemmeholdet hentede 1-1 efter Jannik Vestergaards udligning.

Seneste rundes nederlag til Crystal Palace havde sat United under pres forud for udekampen mod Southampton. Fire point efter tre kampe var kun nok til en femteplads for United, der skulle bruge en sejr for at komme ind i top fire.

Det startede ikke prangende for United, der var under pres i de første par minutter. Sofiane Boufal var tæt på at bringe Southampton foran på et langskud, der sneg sig lige udenom stolpen.

På den første reelle chance kom United dog foran. Daniel James trak ind i banen fra venstrekanten og bankede bolden i det fjerne hjørne til 1-0. Tre mål i fire kampe for James, der har fået en flot start på sin United-karriere.

Southampton var fint med i første halvleg, men var trods en del tid på bolden aldrig for alvor farlige. Midtvejs i første halvleg fik Rashford en god mulighed for at gøre det til 2-0, da han pludselig var fri i feltet. Angriberen headede dog forbi og viste sig også at være offside, selvom dommerne ikke havde spottet det i første omgang.

Det blev ved 1-0 til pausetid, men lige efter pausen var United igen tæt på at udbygge føringen. Rashford kom fri, men Southampton-keeperen kom fint ud og afværgede Rashfords forsøg.

Efter knap en time fik Southampton udlignet efter en periode med skidt United-spil. Danske Jannik Vestergaard hoppede højere end Lindelöf og pandede hjemmeholdet på 1-1.

Det kørte ikke for United, der ikke kunne få spillet til at flyde. Jesse Lingard og Nemanja Matic blev sendt på banen i et forsøg på at vende kampen, og tyve minutter før tid fik United en livline. Southampton-backen Danso havde et gult kort fra første halvleg og nedlagde McTominay. Det gav endnu et gult kort, og Southampton måtte spille færdig med ti mand.

Fem minutter før tid blev United muligvis snydt for et straffespark, da indskiftede Mason Greenwood faldt i feltet. Dommeren vinkede dog afværgende, og VAR-dommeren var heller ikke interesseret i at give et straffespark.

Selv med en mand i overtal havde United meget svært ved at skabe de helt store chancer mod et defensivt Southampton-mandskab. I perioder pressede United dog på, og Greenwood fik et fint skud reddet, mens Ashley Young sendte et langskud lige forbi mål.

Tættere kom United dog ikke og måtte endnu engang gå skuffede fra banen efter 1-1 i en kamp, hvor spillet overhovedet ikke flød.

 

Se alle rejsetilbud til den nye sæson her
Priser fra kun 2.445,- inkl. fly, kamp og hotel.

Forrige artikel

Startopstilling: Mata og Pereira med fra start

Næste artikel

Spillerkarakterer: James bedst i en ringe flok

ANNONCE