England vil have Januzaj – men kan ikke

David Moyes fortæller, at det engelske landshold nu også melder sig på banen over bejlere til Adnan Januzaj. Det kan bare ikke lade sig gøre.

Adnan Januzaj er født og opvokset i Belgien, men han er berettiget til at spille for en lang række landshold. Der har længe været snak om hans fødeland Belgien, ligesom hans forældres hjemland, Albanien, i klare meldinger har vist sig interesserede. 

Derudover kan han spille for det tyrkiske landshold på grund af hans bedsteforældres oprindelse og ikke mindst Serbien som følge af, at hans forældre er Kosovo-Albanere, og netop Kosovos politiske status gør ham altså berettiget for Serbien.

Som om det ikke var nok, kan han også få lov til at spille for Kosovo, hvis regionen en dag opnår fuldt FIFA-medlemskab. Og for at gøre forvirringen total, melder England sig nu også på banen. 

De er interesserede i at tilknytte ham landsholdet, hvis han om et par år opnår engelsk statsborgerskab. Det bekræfter David Moyes på spørgsmålet om, hvorvidt FA har henvendt sig.

– Ja, det har de. Jeg tror, der er en måde, han kan blive berettiget for England. Jeg tror, det har noget med ophold at gøre. Det er noget i den stil, siger manageren ifølge The Telegraph. 

I samme ombæring har England-manager Roy Hodgson bekræftet, at man holder øje med, om han kan nationaliseres om et par år. Man skal bo i fem år i England for at opnå statsborgerskab – eller tre, hvis man gifter sig med en englænder. Januzaj har boet i landet siden 2011. 

Aftale forhindrer nationalisering

Sagen bliver dog endnu mere speget, da det efterfølgende har vist sig, at knægten med de mange nationaliteter måske slet ikke kan nationaliseres til England alligevel. 

Ifølge aftalen Home Nations Agreement skal unge spillere i England, Skotland, Wales og Nordirland (United Kingdom) trænes i fem år inden deres 18 års fødselsdag, før de kan spille for det pågældende land. Her spiller fem års ophold alene ingen rolle. 

Den specielle aftale skyldes de noget særegne suverænitetsforhold, der hersker på De Britiske Øer.

Forrige artikel

Carrick: Vi står sammen i United

Næste artikel

Glazers overvejer aktieemission

ANNONCE