Evra støtter Rafael

Manchester United så længe ud til at være endestation for FC Bayern i Champions League, da de efter første halvleg i returkampen på Old Trafford førte 3-1…

Manchester United så længe ud til at være endestation for FC Bayern i Champions League, da de efter første halvleg i returkampen på Old Trafford førte 3-1. Det spillemæssige overtag endte dog brat, da Rafael kort efter pausen modtog sit andet gule kort efter en dum forseelse mod Franck Ribéry.

United endte med at vinde kampen 3-2, hvilket dog som bekendt ikke var nok til at avancere til semifinalen. Efter kampen rasede Sir Alex Ferguson og Edwin van der Sar mod tyskerne, da Bayern-spillerne efter deres mening havde presset dommeren til at vise Rafael ud. Hovedpersonen selv har dog indtil videre undgået at tale med pressen om hændelsen.

Nu får han imidlertid støtte fra Patrice Evra, der mener, at episoder som disse modner en som spiller.

”Rafael er bedst tjent med at opleve det, for i sidste ende gavner det hans udvikling. Når han får lidt erfaring, vil han være i en anden klasse. Jeg kender hans mentalitet. Han er sulten. Pointen er, at man skal lave fejl for at blive en stor spiller,” udtaler Evra, der ikke er i tvivl om, hvad fremtiden bringer for den 19-årige forsvarsspiller.

”Dette var bare en del af udviklingsprocessen. Han bliver en af de bedste højrebacks, United nogensinde har haft,” slutter Evra, der over flere omgange har ageret anfører for United i denne sæson.

Rafael, der kom til Manchester United i 2008, har ikke været i aktion siden den skæbnesvangre kamp.

Forrige artikel

Ferguson sår tvivl om Hargreaves-comeback

Næste artikel

Rooney og Tevez nomineret som årets spiller

ANNONCE