Det har været en skidt periode for Manchester United-legenden Paul Scholes, der stoppede som Oldham-manager i marts. Nu risikerer Scholes en bøde, da det engelske fodboldforbund har sigtet ham.
Fodboldforbundet sigter Scholes for at have placeret 140 ulovlige bets fra august 2015 til og med januar 2019, da Scholes var medejer af Salford City, hvor Neville-brødrene, Nicky Butt, Ryan Giggs og David Beckham også er medejere. Det skriver Sky Sports tirsdag eftermiddag.
Scholes har indtil den 26. april til at svare på anklagerne. Hvad englænderens straf bliver, hvis han skulle ende med at blive kendt skyldig, er endnu uvis.