Ferdinand ude i fem uger endnu

Forsvarsspilleren Rio Ferdinand forventes at vende tilbage til grønsværen på Old Trafford i slutningen af september. Det fortalte Sir Alex Ferguson ifølge…

Forsvarsspilleren Rio Ferdinand forventes at vende tilbage til grønsværen på Old Trafford i slutningen af september. Det fortalte Sir Alex Ferguson ifølge BBC på sit ugentlige pressemøde i dag.

Den 31-årige Ferdinand har været skadet siden 4. juni, og ligesom skaden kostede ham deltagelse i VM-slutrunden i Sydafrika, er det sandsynligt, at han også må sidde ude i Manchester Uniteds kampe mod Fulham, West Ham, Everton og Liverpool. Kampen mod Bolton den 26. september er til gengæld udset som Ferdinands returkamp.

Tidligere har der været meldinger om, at Ferdinand ville vende tilbage tids nok til, at han kunne hjælpe holdkammeraterne i kampen mod Everton 12. september, men som det ser ud nu, må han altså vente yderligere et par uger. Ferguson er dog fortrøstningsfuld:

“Det var en ledbånds-, og ikke en kordsbåndsskade, så hans bedringsperiode har været, som vi har troet. Det var en vanvittigt uheldig og mærkelig skade, der intet havde at gøre med hans ryg.”

Ferdinand pådrog sig skaden, da han stødte sammen med Emile Heskey ved Englands første træningssession forud for slutrunden i Sydafrika. Det satte et frustrerende punktum for en sæson, hvor Ferdinand kun blev noteret for 13 Premier League-kampe og 21 kampe i alt for “De Røde Djævle”, eftersom problemer med ryggen holdt ham ude i store dele af sæsonen.

Anderson på vej
Ikke kun Ferdinand står foran en snarlig tilbagevenden. Brasilianske Anderson er langt om længe på vej tilbage efter sin skade. Han fik en skade i korsbåndet i knæet, da Manchester United mødte West Ham i februar.

Den 22-årige midtbane, der i løbet af sommeren var så heldig at slippe uskadt fra en bilulykke, kan være en del af den trup, der 12. september rejser til Goodison Park for at møde Everton.

“Jeg er glad og spændt på at være tilbage efter seks måneder uden fodbold. Jeg tror, at jeg snart – måske meget snart – kan komme tilbage og spille på samme niveau som resten af holdet. Jeg har ikke haft nogle problemer med skaden. Nu løber og træner jeg bare rigtig hårdt,” sagde Anderson.

Forrige artikel

Possebon tilbage til Brasilien

Næste artikel

Van der Vaart vil til United

ANNONCE