Mange målmænd blev gennem sidste sæson kædet sammen med Manchester United, men kun en af disse kunne blive Edwin van der Sars erstatning i kassen.
Valget faldt på blot 20-årige David de Gea, som trods sin unge alder allerede ved, hvad det vil sige at spille finaler. Ifølge Sir Alex Ferguson var United længe klar over, hvem man ville have.
“At erstatte en stor keeper som van der Sar er en svær opgave, men fordelen ved at tage David de Gea er, at han blot er 20 år. Vi blev meget imponerede over hans ro og omgang med bolden, og samtidig er han hurtig og adræt, hvilket er kvaliteter, vi lægger vægt på.”*
“Da vi studerede ham mente jeg, at han var den rette mand at satse på,” siger Ferguson ifølge Sky Sports.
David de Gea stod i Uniteds sejr over FC Barcelona natten til søndag.