Fergie forventer rolig kamp

Fodboldengland skal ikke forvente en gentagelse af Roy Keane vs. Patrick Vieira eller Ruud van Nistelrooy vs. Martin Keown, når Manchester United i morgen…

Fodboldengland skal ikke forvente en gentagelse af Roy Keane vs. Patrick Vieira eller Ruud van Nistelrooy vs. Martin Keown, når Manchester United i morgen gæster Arsenal på Emirates.

Sådan lyder det fra Uniteds manager, der peger på, at det efterhånden er flere år siden, at der var ondt blod at spore mellem de to storhold.

”Man skal nogle år tilbage i tiden, hvor det var letantændeligt, og hvor Keane og Vieira havde deres lille kærlighedsaffære i spillertunnelen. Det har der ikke været spor af i tre år. Det er blevet mere roligt,” lyder det syrligt fra Sir Alex Ferguson ifølge Sky Sports.

Ferguson og Arsené Wenger var ligesom de to klubber i lang tid kendt for at have et noget anspændt forhold til hinanden.

De to karismatiske managers har dog i løbet af de sidste par år udtalt sig positivt om hinanden, ligesom de mere end en gang har nedtonet deres interne rivalisering.

”Arsené Wenger har ikke ændret sin filosofi. Det er hans måde at gøre det på, og det har betalt sig i Arsenal i mange år snart. Han har en anden type spillere nu. De er yngre, men de forsøger stadig at gøre de samme ting,” siger Ferguson om sin franske kollega.

Arsenal – Manchester United fløjtes i gang klokken 17 i morgen.

Forrige artikel

Fergie bekræfter: Fletcher ude for sæsonen

Næste artikel

Carrick: Ændrer ikke taktikken pga. van Persie

ANNONCE