Fergie: Hargreaves skal nok vende tilbage

Den 27-årige midtbanespiller har ellers haft en turbulent tid i Manchester United, siden han sidste sommer skiftede til det nordengelske fra FC Bayern….

Den 27-årige midtbanespiller har ellers haft en turbulent tid i Manchester United, siden han sidste sommer skiftede til det nordengelske fra FC Bayern. Således er publikums-yndlingen gang på gang løbet ind i skader, hvor især knæet har voldt mange problemer.

Hargreaves har selv indrømmet, at de mange problemer med knæet skyldes en medfødt bygningsfejl der betyder, at det meget hurtigt bliver overbelastet. De lange pauser har nu fået engelske medier til at spekulere i, om det på sigt kan koste den canadisk fødte-englænder karrieren.

Men så galt kommer det ikke til at gå. I hvertfald ikke, hvis man skal tro Sir Alex Ferguson, der har fuld tiltro til Hargo’s genoptræning:

”Han skal nok komme tilbage. Det har været frustrerende for os og ham, men han skal nok spille en rolle i denne sæson. Det er dog svært at sætte en dato på hans comeback.”

Ferguson indrømmede dog samtidig, at problemerne først opstår, når Hargreaves deltager i træningssessioner med resten af holdet:

”Vi synes, at han klarer genoptræningen godt, og hans form er fantastisk. Problemerne opstår først, når det er han deltager i træningen med de andre, og han belaster knæet med forskellige bevægelser og vrid.”

Den engelske landsholdsspiller kostede de engelske mestre omkring 18 millioner pund, hvorfor det næppe kan betegnes som tilfredsstillende, at han har tilbragt mere tid udenfor ind på banen. Det går dog også Hargreaves på, slår Ferguson fast:

”Han er desperat efter at spille. Det var derfor han kom herop i sin tid. Det gør det heller ikke lettere, at han er forholdsvis ny. Men udover at rådgive ham, får han ligeledes den bedste genoptræning, vi kan tilbyde. Og det er han klar over.”

Mens man altså ikke skal forvente at se Hargreaves tilbage lige foreløbig, er fremtidsudsigterne noget bedre for Michael Carrick. Det forventes nemlig, at han genoptager træningen med resten af førsteholdet i næste uge.

Forrige artikel

Optakt: Manchester United – West Bromwich Albion

Næste artikel

Startopstillingen mod W.B.A.

ANNONCE