Fergie: Moura alt for dyr

Sir Alex Ferguson bekymrer sig ikke for meget om, at Lucas Moura er endt i Paris i stedet for Manchester.

Rygterne har floreret længe, men i sidste ende blev det altså Paris St. Germain og ikke Manchester United, der løb af sted med Lucas Moura. Det til trods er det ikke noget, der bekymrer Sir Alex Ferguson for meget. Skotten mener, at prisen for brasilieneren i sidste ende var for høj.

– 45 millioner er for meget. Jeg ved ikke, hvad PSG betalte agenten, siger Ferguson efter aftenens kamp mod Barcelona. Det skriver United.no.

Der har været rygter om, at Mouras agent skulle have forlangt op imod 60 millioner danske kroner for at formidle skiftet – en pris, De Røde Djævle angiveligt ikke var villige til at betale.

Dagen igennem har rygterne om Robin van Persie bredt sig som en steppebrand i de engelske medier, og seneste nyt er, at hollænderen allerede i aften ville sætte sin underskrift på en kontrakt med United. Det ønsker Ferguson dog ikke at udtale sig om:

– Altså, du ved … Jeg kan ikke give dig flere informationer, end at vi har afgivet et bud på ham. Arsenal har forsøgt at forhandle med andre klubber, men vi gør vores bedste. Der er ikke noget nyt med den front. Vi er ikke nået igennem til Arsenal, siger Ferguson.

Kun tre mål, men ingen stress

Efter aftenens 0-0-resultat mod Barcelona står Manchester United tilbage med blot tre mål i fem træningskampe. Det er dog ikke noget, man skal tage for tungt, siger Fergie:

– Foreløbig er jeg ikke bekymret. Hvis det havde været om en uge, så måske, men lige nu handler det om at komme i gang efter ferien. Vi prøver at give spilletid nok til alle før den nye sæson, og det er det, vi bruger træningskampene til, siger Ferguson.

Skotten forklarer samtidig, at det var derfor, både Wayne Rooney og Nemanja Vidic kun fik en halvleg i aftenens kamp. Positionen i midterforsvaret giver dog anledning til overvejelser for Fergie, da Chris Smalling er ude i tre måneder, mens også Jonny Evans og Phil Jones kæmper med skader. Ferguson har dog en løsning klar:

– Vi er lidt bekymrede over pladsen i midterforsvaret. Evans når ikke at blive klar. Han er på vej, men det rækker ikke. Vi kan ikke give en opdatering på Jones. Vi er bekymrede, men Carrick kan træde til. Han var brillant i aften, siger Ferguson.

 

Forrige artikel

United taber på straffe

Næste artikel

Alt spiller for Lindegaard

ANNONCE