Ferdinands makkerskab med Nemanja Vidic var ifølge mange en af de vigtigste årsager til, at klubben kunne hæve to store trofæer sidste sæson. Og “De Røde Djævles” styrmand, Sir Alex Ferguson, er ganske enig. Han vil endda gå så langt som til at sige, at Ferdinand er en af de bedste forsvarsspillere i Europa.
Ferdinand fik sin første kamp i sæsonen tirsdag mod Orlando Pirates, efter han har været ude med rygproblemer. Men de skulle altså nu være på plads, og den tidligere Leeds- og West Ham-spiller er af mange tippet til at være den kommende kaptajn for både United og England.
“Rio har været den bedste forsvarer i England, hvis ikke i hele Europa, i de sidste par år. Hans modenhed og lederegenskaber har været vigtige faktorer for holdets succes. Han er typen, de unge spillere kan lære fra, og de ældre spillere respekterer. Jeg har ikke set en bedre forsvarsduo end ham og Nemanja i lang tid,” siger Ferguson ifølge Manchester Evening News.
“Opstarten er vigtig”
United går for tiden og forbereder sig på den sidste Vodacom Challenge-kamp lørdag mod vinderen af Kaizer Chiefs og Orlando Pirates, der mødes i aften. Derefter venter Portsmouth i Nigeria søndag, inden holdet igen vender hjem til Manchester.
Efter at have vundet Champions League og generobret Premier League-tronen mener Ferguson, at opstarten er en vital del af forberedelserne til den nye sæson.
“På mange måder gør dét, at vi har vundet to trofæer sidste år, opstarten endnu mere vigtig. Men jeg er sikker på, at spillerne har sulten og lysten til at komme med et stærkt bud på et titelforsvar,” siger manageren.
Ferguson forventes at lade sine lovende talenter få mere spilletid i kampen på lørdag, da Frazier Campbell, Jonny Evans, Danny Simpson, Chris Eagles, Lee Martin og Darron Gibson alle var med i kampen mod Pirates. Og ifølge skotten kan forskellen mellem at være lige på vippen og faktisk blive forfremmet til førsteholdet være noget så simpelt som at holde fokus.
“Koncentrationen er en vigtig del hos de spillere, der tager skridtet og bliver førsteholdsspillere. Vi undervurderer ofte værdien af, at kunne holde koncentrationen. De kan træne dagen lang, de kan have fantastisk talent, men hvis de ikke kan holde fokus og få det hele til at ske, kommer de aldrig derop, hvor de burde. Sådan er det.”