Manchester United er kommet ned på jorden igen efter to uafgjorte i træk, hvilket nu får Sir Alex Ferguson til at advare sine spillere.
Således mener den 69-årige skotte, at mentaliteten hos spillerne var stærkt kritisabel under 3-3-fadæsen mod FC Basel i tirsdags.
”Vi er for overlegne i øjeblikket. Vi bliver nødt til at finde en balance, det er derfor, man kalder det en holdsport,” siger Ferguson ifølge The Irish Times.
Han peger på, at der allerede var tegn på, at det kunne gå galt i første halvleg mod de upåagtede schweizere.
”Folk siger, at vores indsats var hovedløs og, og at vi undervurderede vores modstandere. Og det har de måske ret i. Jeg var i hvert fald ikke tilfreds, og jeg havde allerede i første halvleg på fornemmelsen, at vi slappede for meget af, og at vi kunne indkassere tre mål,” fortsætter Ferguson.
Selvom United har set skræmmende stærke ud i sæsonens første kampe, har forsvaret fået kritik for at lukke for mange mål ind.
Og det kan Ferguson nikke genkendende til.
”Vi kunne også have scoret et par mål, men vi var for overlegne. Vi spiller offensivt i øjeblikket, hvilket folk nyder at se på, men vi bliver nødt til at gøre et bedre defensivt arbejde,” siger Ferguson.
Norwich kommer til Manchester med to sejre på stribe i bagagen. Opgøret fløjtes i gang i morgen klokken 16.