Den tidligere Manchester United-stjerne David Beckham gentog tidligere på ugen sin drøm om at vende tilbage til sin yndlingsklub.
Den nu 35-årige englænder er fortsat på kontrakt i L.A. Galaxy, men jagter i øjeblikket et udlån til en europæisk klub under vinterens spillepause i den amerikanske MLS.
Men drømmen om at vende tilbage og “afslutte” karrieren i Manchester United skød Ferguson ned, da han torsdag holdt pressemøde.
“Jeg tror ikke på det med David i den alder. Jeg har aldrig skrevet under med en så gammel spiller. Henrik Larsson var her bare en måneds tid,” sagde Sir Alex Ferguson.
Skotten lød dog mere forsonlig i forhold til Beckham. De to måtte i 2003 skille deres veje, da forholdet mellem spiller og manager gik i stykker.