Manchester United spillede sig i dag tilbage i toppen af Premier League, da Liverpool FC på hjemmebane blev slået med 3-2.
United dominerede store dele af kampen, men var alligevel ved at smide en sikker sejr over styr, da Steven Gerrard på under fem minutter først reducerede for Liverpool for derefter at udligne til 2-2.
Kampens absolut bedste spiller, Dimitar Berbatov, ville det dog anderledes. Og i det 84. minut fuldendte han sit hattrick, da han for anden gang i kampen scorede på hovedstød.
Sir Alex Ferguson havde efter slutfløjt også kun roser til overs for den 29-årige angriber.
”Jeg havde ikke set det komme, det var et overraskende forsøg. Sådanne forsøg går oftest ikke i nettet, men det gjorde det heldigvis denne gang,” sagde Ferguson ifølge The Guardian om Berbatovs saksespark-scoring til 2-0.
”Han blev kritiseret meget af medierne i sidste sæson.(…) Men i år er han startet på den rigtigt måde. Han var god i forsæsonen, og det er han fortsat. Der har aldrig hersket tvivl om hans kvaliteter,” fortsatte Ferguson.
Dimitar Berbatov står indtil videre noteret for seks Premier League-mål for Manchester United. Sidste sæson blev han til sammenligning blot noteret for ni af slagsen.