Wes Brown har flere gange slået fast, at han ønsker at blive i Manchester United og gerne resten af sin karriere. Det på trods af, at han ofte frister en tilværelse som reserve.
Nu kan Brown imidlertid være færdig i klubben, hvis den engelske landsholdspiller vælger at takke nej til den kontrakt, han netop er blevet tilbudt. Browns nuværende kontrakt udløber til sommer.
“Intet er aftalt, og det hele er fuldstændigt op til Wes. Vi har haft adskillige møder med hans agent, og nogle agenter er svære at forhandle med,” fortalte Sir Alex Ferguson i går til ManUtd.com.
United-manageren mener, at klubben har strikket et godt kontrakttilbud sammen til Brown, der nu skal tage stilling til, om hans fremtid ligger i Manchester United.
“Han afslog det første tilbud, men vi føler, at vi har lavet et godt sidste tilbud til ham, og nu er det altså op til ham. Vi vil ikke komme med flere,” lød den kontante udmelding fra Ferguson, der inderligt håber, at Brown godtager tilbuddet og skriver under, men han er helt bevidst om muligheden for, at Brown søger andre græsgange:
“Det er en mulighed (at vi kan miste ham), og det ville være en skuffelse.”
Brown skrev i 1996 ungdomskontrakt med Manchester United. Han tilspillede sig siden en prof-kontrakt og har nu spillet over 270 kampe i rødt og hvidt. Den 28-årige forsvarsspiller har i denne sæson været fast mand på højreback i Gary Nevilles skadesfravær.