Onsdag umiddelbart i forlængelse af kampen mod Juventus blev det officielt fra manden selv: Cristiano Ronaldo bliver i Manchester United.
Hele sommeren har der ellers været snak om et skifte til Real Madrid, og mere end en håndfuld gange har Ronaldo nægtet at vie sin fremtid til United. Også selvom han fik muligheden af medierne.
Det har fået fans til hellere at ville se ryggen af Ronaldo end flere mål fra de sølvfarvede støvler på Old Trafford. Men nu beder Sir Alex om tilgivelse og forståelse.
“Vi rensede luften i Portugal, og han har allerede snakket med et par af spillerne. Han er og har altid været glad for at være her.”
“Fansene må forstå, at det har været en svær tid for ham. Han er blevet tilbudt alle de her penge, og han har en baggrund, hvor hans far døde i en tidlig alder, og han derfor skal se efter sin mor, søster og bror. Han har haft det svært, og det må man forstå” siger Ferguson.
United-manageren er klar over, at spekulationerne omkring Cristiano Ronaldos fremtid med garanti vil fortsætte for uformindsket styrke, men Ferguson tager det med ro.
“Da han fik min holdning til det hele at vide, blev han mere rolig. Det hele er nu historie, og Ronaldo er United-spiller. Det er det vigtigste,” siger Ferguson.