Ferguson usikker på Vidic

Nemanja Vidic er siden sit skifte fra Spartak Moskva til Manchester United i 2006 blevet betragtet som en af verdens bedste forsvarsspillere. Sidste sæson…

Nemanja Vidic er siden sit skifte fra Spartak Moskva til Manchester United i 2006 blevet betragtet som en af verdens bedste forsvarsspillere. Sidste sæson blev dog delvist ødelagt for den serbiske landsholdsanfører på grund af skader.

28-årige Vidic er dog forblevet i søgelyset hos blandt andre Real Madrid og FC Barcelona, der i snart et år er blevet sat i forbindelse med forsvarsklippen. Vidic’ agent udtalte så sent som under VM, at hans klients fremtid først ville blive afgjort efter slutrunden.

Alle Manchester Uniteds VM-spillere er i øjeblikket på forlænget ferie, hvorfor Vidic ikke er at finde på Uniteds USA-tour. Derfor er der indtil videre intet nyt om Vidic’ fremtid.

”Det kan jeg overhovedet ikke kaste lys over,” lød det således fra Ferguson overfor The Guardian, da han blev spurgt ind til situationen omkring Nemanja Vidic. Han udtalte dog i samme ombæring, at han regner med, at United også vil have gavn af ham i næste sæson.

Transferspekulationerne tog for alvor til i styrke, da Vidic’ kone sidste år gav udtryk for, at hun havde svært ved at falde til i England. Derudover opstod der rygter om, at Sir Alex Ferguson og Nemanja Vidic havde haft et verbalt sammenstød. Et rygte, der senere blev afvist af sidstnævnte.

Manchester United har papir på den tidligere Red Star-spiller indtil sommeren 2012.

Forrige artikel

Chicharito ny nummer 14

Næste artikel

Vidic blandt de bedst betalte

ANNONCE