En finsk milliardær ved navn Thomas Zilliacus har afgivet et bud på Manchester United. Det oplyser medievirksomheden novaM Group, som den finske forretningsmand er stifter af og er bestyrelsesformand for. Buddet sker gennem XXI Century Capital, der er et investeringsselskab ejet af finnen.
Thomas Zilliacus fortæller i en pressemeddelelse, at han med sit bud ønsker at købe halvdelen af klubben og være facilitator for, at klubbens fans i fællesskab kan finansiere den resterende halvdel.
– Enhver sportsklub bør ultimativt tilhøre sine fans, siger forretningsmanden i pressemeddelelsen og tilføjer:
– Den nuværende udvikling, hvor milliardrige sheiker og oligarker overtager klubber og kontrollerer dem som deres personlige legepladser er ikke en sund trend.
Zilliacus ønsker en ejermodel, der bygger på lighed, og hvor klubbens fans får deres stemme hørt. Ifølge den finske forretningsmand vil det ske gennem en app, hvor fans fra hele verden vil kunne deltage og afgive deres stemme, når der skal tages større fodboldrelaterede beslutninger.
– Ingen beslutninger vil blive taget uden opbakning fra majoriteten af fanbasen, fortæller Zilliacus.
Ejermodellen, som finnen fremlægger, kan sammenlignes med den tyske 50+1-regel, hvor fans af fodboldklubber i Tyskland ejer majoriteten af klubben, der dermed ikke er lagt i hænderne på en enkelt investor eller en gruppe investorer.
Zilliacus oplyser i pressemeddelelsen, at fansenes finansiering af den resterende ejerandel af klubben vil ske gennem organisation, der vil blive grundlagt med et formål om at håndtere finansieringen af fansenes halvdel.
Den finske iværksætter har tidligere ejet Finlands største fodboldklub HJK Helsinki. Han har også ejet ishockeyholdet Jokerit, som han i 2012 solgte til russiske investorer, der kort tid efter rykkede Jokerit fra den finske ishockeyliga til den russiske KHL. En beslutning, der ikke faldt i god jord hos de finske ishockeyfans.
Hvor meget har Zilliacus budt?
Den finske milliardær oplyser ikke, hvor stort et beløb han præcist har budt på Manchester United. Men han fremhæver klubbens markedsværdi på knap 3,9 milliarder dollar svarende til omkring 26,6 milliarder kroner.
Seneste nyt i engelske medier omkring anden budrunde i Glazer-familiens potentielle salg af klubben lyder, at Ineos, der repræsenteres af Sir Jim Ratcliffe, og en qatarisk investorgruppe begge er klar til at købe majoriteten af klubbens aktier for omkring fem milliarder pund – svarende til cirka 42 milliarder kroner.
Hvad synes du om Thomas Zilliacus’ foreslåede bud og ønske til ejermodel?
Ser du det som en realistisk mulighed?
Diskutér dette i kommentarfeltet under artiklen.
Realistisk eller muligt, er svært at spå om. Det er da en interessant retning at gå, og bygge klubben op på, fra “ny”, og vil vel også sikre, at klubbens indkomst bliver i klubben. Om det så kan lade sig gøre i virkeligheden, der må jeg melde pas, da jeg simpelthen ikke er nok inde i fodbold-politik og økonomi til at kunne komme med kvalificeret gæt. Hvad siger i andre?
Drømmescenarie er umiddelbart min første tanke…det ville være fantastisk.
Men hvordan det skal foregå ved jeg intet om desværre.
Men idéen smager vidunderligt….måske for godt til at være sandt…
GGMU
Det ville være skønt, hvis fansene ejede halvdelen af klubben, men den her ‘demokratiske’ styring af klubben, hvor fansene skal stemme i en app vedrørende beslutninger i klubben, virker umiddelbart ret absurd. At han sågar siger “Ingen beslutninger vil blive taget uden opbakning fra majoriteten af fanbasen” virker jo næsten lidt useriøst, og det får mig personligt til at tvivle på, om ham her Zilliacus selv tror på projektet, eller om det nærmere er en idé, der kan give lidt goodwill og medieopmærksomhed. Nogle beslutninger kræver en ekspertise og indsigt, som fans jo selvfølgelig ikke har. Jeg er faktisk ret spændt på hvilke beslutninger fans, hypotetisk set, skal være med til at træffe. Nogle der har bud?
Jeg ku godt forestille mig at disse fangrupper vil blive organiseret i medlemsforeninger der enten vil blive ledet af nogle fans med større indsigt end de fleste normalt har eller søge vejledning af nogle professionelle mennesker evt indenfor klubbens egne rækker eller eksternt.
Jeg syntes godt om fan ejerskab generelt som i Tyskland, men er bekymret for at det bliver for bøvlet.
GGMU