Manchester United må undvære Patrice Evra i Premier League-kampene mod Stoke og Middlesbrough samt FA Cup-3.-rundeopgøret mod Southampton og den første Liga Cup-semifinale mod Derby.
Det står klart, efter at FA har afsagt dom i sagen mod franskmanden. Fire spillesdages karantæne, der træder i kraft den 22. december, og en bøde på 140.000 kroner blev sanktionen for “utilbørlig optræden” i minutterne, efter United den 26. april i år havde tabt til Chelsea på Stamford Bridge.
Venstrebacken er blevet dømt skyldig i at have overfuset og slået en Chelsea-steward, som ifølge Evra havde rettet racistiske tilråb mod ham. FA er dog af en anden opfattelse og har i sagsrapporten renset stewarden.
United er ikke overraskende utilfreds med dommen og vil formentlig anke den, skriver SkySports.com.