Fletcher atter anfører for Skotland

Den 24-årige midtbanespiller har tre gange før prøvet dette, før skotternes nuværende landstræner, George Burley, valgte at udnævne den noget ældre Barry…

Den 24-årige midtbanespiller har tre gange før prøvet dette, før skotternes nuværende landstræner, George Burley, valgte at udnævne den noget ældre Barry Ferguson fra Glasgow Rangers til styrmand.

Førnævnte er dog i øjeblikket ankelskadet, hvorfor det nu atter bliver United-spilleren, der skal lede sine holdkammerater til sejr:

”Darren har været en fantastisk spiller for Skotland i en del år efterhånden. Derudover har han etableret sig på førsteholdet i en af verdens absolut største klubber,” udtalte Burley om sit anfører-valg og fortsatte:

”Siden jeg tog over, har hans indstilling til landsholdet ændret sig til det bedre. Han er altid klar til at repræsentere Skotland. Det er helt utroligt, at han i en så ung alder har udrettet så meget for sin klub. Jeg ved, at han vil være stolt over at lede spillerne på lørdag.”

Det blev i sommerens transfervindue spekuleret i, om Fletcher var på vej væk fra Manchester United. Han slog dog fast, at han ønskede at kæmpe for en plads i startopstillingen hos de engelske mestre, hvilket han indtil videre er blevet belønnet for med en håndfuld kampe.

Kampen på lørdag mod Norge vil være den 24-åriges landskamp nummer 40.

Forrige artikel

United: Tevez-handel går efter planen

Næste artikel

United har ingen Palacios-aftale

ANNONCE