Fletcher: Nu er jeg tilbage

Darren Fletcher gjorde endelig comeback for Manchester United mod Aston Villa, og nu tror og håber han på, at det er permanent.

I dag er det 354 dage siden, Darren Fletcher sidst så spilletid i Premier League i den vilde 4-3-kamp mod Newcastle på Boxing Day sidste år. Men i dag var også dagen, hvor den skotske slider gjorde comeback i Manchester United-trøjen. 

En lang og slidsom vej tilbage har det været, og der er løbende blevet stillet spørgsmålstegn ved, om han overhovedet ville komme til at spille på topplan igen. Nu ser det dog ud til, at han har fået så meget bugt med sin tarmsygdom, at han kan lægge det hæslige forløb bag sig. 

Efter comebacket mod Aston Villa talte han med MUTV, hvor han gjorde det klart, at han nu er tilbage for alvor.

This is it, jeg er permanent tilbage. Det er forhåbentlig kampen, som betyder, at jeg er tilbage nu. Jeg ser ud til at være igennem tilbageslagene og helbredsproblemerne, og det er jeg taknemmelig for. Det er fremad og opad nu, sagde han til klubbens tv-station.

– Jeg troede hele tiden på, at jeg ville komme tilbage. Jeg fastholdt det mind-set. Jeg tror, folk omkring mig prøvede at få mig til at tro anderledes, men jeg forblev stærk og troede på, jeg ville komme tilbage. 

Da Fletcher blev skiftet ind med 20 minutter tilbage, blev han modtaget af hyldestsange fra de medrejsende United-fans, ligesom hans første par afleveringer blev fulgt op med olé-råb. Den modtagelse sætter den tidligere skotske landsholdsanfører pris på.

– At spille sådan en kamp og få den applaus gør det det hele værd. Lige siden jeg var barn, har jeg villet spille fodbold. Jeg har været heldig nok at have muligheden for at spille for Manchester United, og det ville jeg ikke give op så let. Jeg kæmpede mig igennem det, og jeg er kun 29 år gammel. Jeg tror, jeg har mange flere år tilbage i mig, siger han.

Darren Fletchers næste mulighed for mere spilletid er på onsdag, hvor United besøger Stoke i Liga Cuppen.

Forrige artikel

Cleverley ser fremad

Næste artikel

United skal møde Olympiakos i Champions League

ANNONCE