Fokus på Bayern München

To af Europas største klubhold tørner sammen i kvartfinalerne i Champions League, vi ser her nærmere på Uniteds kommende modstander fra München.

Tirsdag den 1. april går det løs på Old Trafford, mens der er returkamp på Allianz Arena i München onsdag den 9. april. Vi går her bag om modstanderne fra FC Bayern.

Klubben:
Bayern blev stiftet den 27. februar 1900, og er den mest vindende klub i Tyskland. 23 tyske mesterskaber er det blevet til, mens der i Champions League er hentet fem titler. Den seneste kom i sidste sæson, og Bayern er favorit til at genvinde titlen i år, og blive første mandskab der klarer den præstation.

Nogle af de største tyske profiler gennem årene har repræsenteret Bayern München. Blandt andet har spillere som Franz Beckenbauer, Stefan Effenberg, Lothar Matthäus, Sepp Maier, Gerd Müller og Karl-Heinz Rummenigge spillet for tyskerne.

Pt er der en enkelt danske i klubben, nemlig stortalentet Pierre-Emile Højbjerg. Tidligere har blandt andet Brian Laudrup, Allan Nielsen og Søren Lerby også spillet for klubben, og sidstnævnte var sågar manager for tyskerne i en kort periode.

Tidligere har Bayern været kendt som en klub med masser af drama på de indre linjer, hvor tidligere stjerner gerne tager del i debatten og kan skabe lidt ballade. Træningsanlægget ligger på Säbener Strasse, hvilket ofte har medført at der er draget en parallel til at klubben var lidt en sæbeopera.

Mest kendte møde mellem United og Bayern er uden tvivl den legendariske 1999-finale i Champions League.

Træneren:
Pep Guardiola havde enorm succes med Barcelona, og har efter et års pause nu atter fået succes i europæisk fodbold. Bayern er flyvende i såvel ligaen som i Champions League, og virker som det bedste hold i Europa i øjeblikket.

43-årige Guardiola har taget hans spillestil fra Barcelona med til Tyskland, og Bayern praktiserer højt pres på modstanderen, teknisk fodbold med en masse afleveringer og er svære at skabe chancer mod. Samtidig er der så mange offensive profiler hos Bayern, så Guardiola kan rotere og skifte rundt undervejs i kampene.

Guardiola har lært tysk under hans sabbatår i New York, så han var bedst muligt rustet til jobbet i Bayern. Uden tvivl en af verdens bedste trænere pt.

Profilerne:
Der er nok profiler at vælge imellem, da Bayern har en af de stærkeste trupper pt i Europa, men vi har valgt følgende tre ud i denne omgang.

Franck Ribery fylder 31 år mellem de to opgør mellem United og Bayern, og er måske inde i hans bedste periode som fodboldspiller. Han var en af de absolut bedste og mest markante spillere hos Bayern i deres fantastiske sæson sidste år, og var i tæt opløb med Messi og Ronaldo om kåringen som verdens bedste spiller. Fantastisk offensiv kreatør, der oftest huserer på venstrekanten.

Philipp Lahm er anfører og er under Guardiola blevet omskolet til defensiv midtbanespiller. Guardiola har udtalt, at han mener Lahm er en af klodens mest intelligente spillere, og meget af tyskernes spil går da også gennem netop Lahm. Tidligere var han back, men han gør det glimrende på midten, hvor han er en fremragende bindeled mellem defensiven og offensiven.

Manuel Neuer har været i Bayern siden 2011, hvor han kom til klubben fra Schalke 04. Mange United-fans husker ham måske fra kampene mod Schalke i 2010/11-sæsonen, hvor han stod fremragende, og også var på tale til et skifte til Old Trafford. Fremragende keeper, der er en af Europas bedste for tiden.

Hjemmebane:
Allianz Arena i München har plads til lidt over 71.000 tilskuere, og blev åbnet i 2005. Til internationale kampe er det dog maksimalt 69.000 som vil blive lukket ind. Tidligere spillede Bayern München hjemmekampene på det olympiske stadion i München.

1860 München spiller ligeledes deres hjemmekampe på Allianz Arena, som er det tredje største stadion i Tyskland. Blot Signal Iduna Park i Dortmund og Olympiastadion i Berlin er større.

Der blev spillet seks kampe under VM 2006 i Tyskland på Allianz Arena, som også lagde græs til finalen i Champions League i 2012, hvor Chelsea vandt over netop Bayern.

Forrige artikel

Oplev kampen mod Bayern på Old Trafford

Næste artikel

Robin van Persie ude i mindst en måned

ANNONCE