Det var med høje forventninger til uruguayaneren, at Sir Alex Ferguson tilbage i 2002 hentede ham i Independiente. Angriberen skuffede dog fælt, og blev efter blot to år sendt til Villareal med mærkat som fejlkøb.
30-årige Forlán har dog nu for alvor slået sit navn fast på den internationale fodboldscene, da han i weekenden modtog den gyldne støvle af UEFA for flest scoringer i en sæson. Således står han noteret for 32 af slagsen i La Primera Divisíon.
Nu udtaler landsholdsspilleren sig i forlængelse heraf om, hvorfor han efter sin egen mening floppede i United:
”Konkurrencen var hård i Manchester med både Ruud van Nistelrooy, Andy Cole, Dwight Yorke, Ryan Giggs og Ole Gunnar Solskjær. Jeg fik kun ti minutter på banen ad gangen, hvorfor jeg valgte at skifte til Villareal, der dengang ikke var den klub, de er i dag,” lyder det fra Forlán overfor El País.
Han slog samtidig fast, at det var i karriereøjemed, at han skiftede til en mindre klub:
”Jeg forlod United for at få gang i min karriere igen, og det viste sig at være en god idé,” slutter Villareal-spilleren.
De mange mål har sat gang i spekulationerne om Forláns fremtid. Således meldes både Liverpool, Tottenham, FC Barcelona og Real Madrid interesseret i topscoreren. Det er dog uvist, om Atletíco Madrid vil sælge guldfuglen.