Forrygende fronttrio plyndrer Palace

Anthony Martial, Marcus Rashford og Jadon Sancho scorede Uniteds mål, da klubben vandt 3-1 over Crystal Palace i en venskabskamp tirsdag eftermiddag.

I England bliver der i øjeblikket slået varmerekorder, men i Melbourne i Australien var der relativt køligt. Det var der bare ikke nogle, der havde fortalt Uniteds fronttrio, Anthony Martial, Marcus Rashford og Jadon Sancho, som alle var brandvarme tirsdag eftermiddag.

Her slog man nemlig et dog noget decimeret Crystal Palace-mandskab med 3-1, hvor spillet var prangende.

Midt i første halvleg scorede Anthony Martial et flot mål med fornemt opspil fra dagens startende backs, Malacia og Dalot.

Kort efter pausen garnede Marcus Rashford efter flere hurtige kombinationer, som gjorde Palace-forsvaret rundtosset. Ti minutters tid efter det lukkede Sancho ballet til 3-0, inden flere af marginalspillerne fik chancen.

Det gjorde, at Palace fik mere styr på kampen, og de fik da også reduceret til 3-1 ved Joel Ward på hjørnespark, men det var ikke noget, der for alvor udfordrede kampens udfald.

Næste gang, United skal i aktion, bliver lørdag mod Aston Villa. Her forventes flere af stamspillerne at spille længere tid end den time, der var tilfældet i dag.

Forrige artikel
Lisandro Martinez

Blog: Martinez kan være løsningen på Uniteds midtbaneproblem

Næste artikel
Erik ten Hag

Erik ten Hag til De Gea: Hvad f*nden har du gang i?

ANNONCE