Med sit drømmehug mod Stoke præsenterede Danny Welbeck sig ikke blot for Stretford End. Han præsenterede sig for hele fodboldverdenen.
Sir Alex Ferguson har allerede brokket sig over, at den 17-årige angriber spillede venskabskamp for det engelske U19-landshold i går. Men med ghanesiske gener kan det blive endnu værre for Ferguson i fremtiden.
“Præsidenten for det ghanesiske forbund har været i kontakt med Welbecks familie, og de første tegn er ret opløftende. Nu skal han selvfølgelig først bide sig fast i Manchester United, men når han en dag skal vælge landshold, er vi overbevist om, at han vælger at spille for Ghana,” siger en talsmand fra det ghanesiske fodboldforbund.