De mange ændringer i tirsdagens kamp mod Rangers var ikke skyld i den miserable indsats. I hvert fald ikke hvis man spørger veteranen Ryan Giggs.
“Jeg tror ikke, alle ændringerne var en forstyrrelse. Alle spillerne er landsholdsspillere og gode spillere. Det er slet ikke en undskyldning. Vi klarede os bare ikke godt nok, når det kom til at skabe chancer,” siger Ryan Giggs til Manchester Evening News.
“Det var en frustrerende aften. Rangers havde alle spillere bag bolden, og det var op til os at bryde dem ned, og det lykkedes os bare ikke.”
“Vi kunne ikke få vores rytme i gang i første halvleg, og vi gav hele tiden bolden væk. Sædvanligvis finder vi en vej igennem et kompakt forsvar mod slutningen, men denne gang havde vi bare ikke den lille ekstra kvalitet på den sidste tredjedel af banen,” siger Giggs.
Waliseren har dog stadig tro på, at Manchester United kan komme godt i gang i gruppespillet, når Mestalle indtages om to uger med Valencia som modstander.
“Det bliver en svær kamp i Spanien mod Valencia. Vi har spillet mod dem før, og atmosfæren dernede er altid suveræn. Det er et erfarent europæisk hold, og det bliver ikke nemt. Men vi er nødt til at være klar,” siger han.