Manchester United cruiser mod titlen efter en turbulent sæson, hvorfor det 20. mesterskab vil være et af de mindeværdige.
Sådan lyder det fra Ryan Giggs, der ikke mener, det lå i kortene, at ”De Røde Djævle” skulle ligge nummer ét på nuværende tidspunkt.
”Det vil være kæmpestort. Hvis man ser på alle de penge, City har, vores skadesfrekvens og al den rutine vi har mistet – Scholes (i en halv sæson, red.), Wes Brown, Edwin van der Sar og John O’Shea,” siger den 38-årige waliser til United Review.
”Det har også været en mundfuld at få en ny målmand på holdet. David de Gea var udsat for meget kritik i starten af sæsonen, men han har arbejdet hårdt, og han er i fremragende form for tiden. Og med alle de unge spillere, vi har fået ind på holdet, vil det være kæmpestort, (hvis vi vinder, red.),” fortsætter Giggs.
Ryan Giggs forlængede tilbage i februar sin kontrakt med United, så den løber endnu en sæson.